onsdag den 30. oktober 2013

En hæklet pony og japansk dukke



De sidste dage har jeg fortsat med hæklerierne i sofaen, og det er blevet til to gaver til to søde små piger. Da Christina var så sød at dele opskriften på en hæklet My Little Pony så måtte jeg forsøge at lave en til Alberte. Hun har endnu ikke nogle af dem i plastik og kender egentlig ikke så meget til dem, men den hæklede udgave blev så den første. Og hun er virkelig glad for den.
Den lille japanske pige har jeg hæklet til min niece som siden hun var i Japan for nogle år siden har været vild med den slags. Jeg har ikke fundet nogen opskrift, så jeg måtte freestyle mig til noget der kunne minde om en japansk dukke. Jeg håber hun bliver glad for den.
Begge er hæklet som små "bare fordi" gaver - der behøver vel ikke være nogen grund til at gøre et par små piger glade :-)

tirsdag den 29. oktober 2013

Lys i mørket




Kunne du tænke dig at skabe fokus omkring et godt formål, der kan være med til at tænde lys i Afrika? - Svaret var selvfølgelig ja. I Uganda har 80 % af befolkningen ikke strøm, det betyder også at når det er mørkt er det virkelig mørkt. Befolkningen har brugt giftige petroleumslamper, men det vil Energinord nu være med til at gøre noget ved. Ved salg af solcellelampen Little Sun er de med til at give befolkningen alternative muligheder når det gælder belysning. Når du køber en Little Sun solcellelampe, køber du reelt også en til en familie i Uganda.

I går da stormen rasede slukkede vi lyset inden Albertes sengetid og tændte Little Sun lampen. Den giver virkelig meget lys, så ud over at man støtter en god sag, får man også en meget anvendelig lampe til campingturen eller til en tur på loftet i mørket. I Danmark er det jo kun i den slags situationer vi får brug for en lygte, normalt er vi jo så priviligeret at kunne tænde alt det lys vi vil uden at tænke videre over det. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være at sidde i mørke hver aften.

Du kan læse mere om projektet her: www.lysiafrika.dk

Og læg så mærke til det sidste billede af Alberte, hun ser da nærmest lidt Halloween-uhyggelig-ud i mørket.

mandag den 28. oktober 2013

Genopladning



Der skal hele tiden lidt til for at genoplade batterierne. Jeg er træt i kroppen og mit bækken gør efterhånden meget ondt. Jeg er i 37. uge nu, så det er nok temmelig ens for alle der er højgravide. Før weekenden fik jeg lavet lidt hæklerier - jeg er stor fan af sofaaktiviteter - det blev til et par pulsvarmere som jeg faktisk godt kunne tænke mig at lave flere af. De er nemme at hækle og dejlige lune mens man stadig har fingerne fri. Jeg har set flere i samme stil på instagram, og det var det der lod mig inspirere. Og så fik jeg lyst til at lege med mønstre og former, og det kom der et iphonecover ud af. Jeg er ikke vant til at hækle i flere farver, så det var mest af alt bare for sjovt.
I lørdags var jeg i sommerhus med de søde piger som jeg før har nævnt at jeg har mødt gennem bloggen. Det var en dejlig dag, og mit kamera holdte fri, i stedet blev der snakket, spist, hæklet og strikket. Næste gang håber jeg at kunne være med hele weekenden.
Ellers er det små ting som er med til at genoplade energien lidt, som når kæresten og Alberte sørger for hjemmebag, eller friske efterårsblomster i stuen. Og så gør jeg alt for at lave noget kreativt hver dag, om det så bare er en lille ting. Det er med til at holde gejsten oppe når det gør ondt.

torsdag den 24. oktober 2013

Forfulgt - boganmeldelse


Te, karameller og en god bog, hvor tit forkæler du dig selv på den måde - og hvor tit er der i virkeligheden tid til det? På det plan er jeg jo priviligeret med den lange barsel inden baby bliver født. Så da jeg blev spurgt om jeg vil læse og anmelde Forfulgt af Mahtob Mahmoody skulle der ikke meget betænkningstid til. Oven i det er jeg jo normalt litteratur- og sprogstuderende og læser og vurderer til dagligt meget litteratur, så det har været en sand fornøjelse igen at læse - også med kritiske øjne.
Ikke uden min datter husker de fleste fra 80'erne/90'erne. Jeg selv blev meget betaget af den historie, jeg kan huske hvordan den virkelig fik mine barneøjne til at se andre kulturer i verden på godt og ondt. Forfulgt er datteren, Mahtobs egen historie. 

Da jeg fik bogen var min umiddelbare reaktion, åh nej hvad kan den bog - udelukkende dømt ud fra coveret. Man skal ikke dømme ud fra det ydre, men alligevel frygtede jeg lidt hvordan hun ville formidle hendes historie, skørt måske i know. Men da jeg så gik i gang var den bedre end ventet - i hvert fald de første 135 sider var jeg godt grebet af hendes historie. Det er også i den del hun fortæller om tiden i Iran, hendes fars tyranni og hendes mors kamp for flugten. Efterfølgende er det tiden tilbage i USA, kampen om et normalt liv og alt det hendes fars valg har medført der fylder bogen. 

Det som for mig virker godt i bogen er det psykologiske i forholdet mellem hende og hendes mor - morens måde at behandle hende på, og hendes egen åbenhjertighed omkring hvem hun var som barn og hvad hendes forældre gjorde af rigtige og forkerte ting på hver deres måde. Bogen bliver ikke en stor jammeranklage men snarere en forklaring på hvordan man lever videre og får det bedste med. Flere gange lægger Mahtob også vægt på at nogle minder kan være mere eller mindre korrekte, men at hun fokusere på at det skal være hendes minder og ikke minderne igennem hendes mor. 

Jeg kan helt sikkert anbefale at læse bogen, hvis du som jeg også blev grebet af Ikke uden min datter. Og hvis du har interesse i at læse en historie skrevet på baggrund af to kulturer. Og heldigvis er det grund nok, for jeg vil stadig mene at bogen ikke er et litteraturisk kunststykke, men det er der så meget af den litteratur der bliver udgivet som ikke er, og derfor kan det fungere som ganske udemærket underholdning alligevel. 

Bogen er sponsoreret, men anmeldelsen er helt og aldeles mine egne ord.

onsdag den 23. oktober 2013

Pudder




Jeg har tydeligvis haft en "pudder-fase" den sidste tid, så meget at jeg også trænger til andre farver nu ;-) Jeg havde et gammel zpagettinøgle til at ligge, som jeg har hæklet til en slags bladholder - og som i virkeligheden også kan bruges som taske. Jeg gad godt at have læderhanke i den, men det havde jeg ikke lige liggende. Jeg vil gerne have nogle store træknage/dots op i soveværelset og der forestiller jeg mig den fint vil kunne hænge. Så har jeg også fået færdiggjort en vest til Alberte, opskriften er fra Lene Holme Samsøes "Børnestrik på pinde 3,5-4". Den var super nem at lave og jeg er godt tilfreds med resultatet. Og så er modtageren også rigtig glad for den. 

mandag den 21. oktober 2013

Uro i papir





I går gik der papirklip i den her hjemme. Jeg havde fundet nogle billige honeycomb kugler i Rema 1000, og kombineret med cirkler i karton i forskellige farver og nogle små runde neon stickers fra Søstrene Grene, så blev der lavet en uro der kan hænge over den kommende pusleplads. Alberte hjalp med at lave den, og det var rigtig hyggeligt at sidde med alt papiret fremme og være kreativ med andet end garn. Jeg havde forestillet mig jeg engang skulle hækle noget til en uro, men lidt afveksling er nu meget rart, og så blev den lavet noget hurtigere end regnet.
Vi lavede også et lille ophæng som hænger i et hjørne af soveværelset, jeg er normalt ikke så god til at have sådan noget hængende i stue og soveværelse, men for nu får den lov at give lidt farve i vores ellers meget grå soveværelse.

søndag den 20. oktober 2013

Glimt fra ferien






En uge alene med min datter er ved at være slut. Det har været så hyggeligt og afslappende. Vi nåede de hyggeting vi havde planlagt, og hun fik holdt sin housewarmingfest i anledning af hendes forholdsvis nye værelse. Det er ikke meget jeg kan gå omkring mere pga. mit bækken, men Alberte forstår situationen og accepterer at det vi laver er på de præmisser. Vi har kreahygget en del, i dag tyvstartede vi og lavede juleophæng af tynde glimmerskumark fra Rema 1000, de er dog pakket væk igen indtil det bliver december. Det fine kort med blade har min søster tegnet som fødselsdagskort til mig, jeg fik nemlig gave før tid da de var på besøg den anden dag.

Kohberg Give Away - Ny vinder!

Det er snart noget tid siden jeg træk en vinder af min Kohberg give away hvor man kunne vinde rugbrødssnacks til sine kolleger. Jeg har siden efterlyst vinderen, og da vedkommende ikke har meldt sig, har jeg nu trukket en ny vinder.
Den heldige blev Cupcake-stylisten - stort tillykke, jeg håber du hurtigt vil sende mig en mail med adressen hvor de skal sendes til og men antal personer.

mandag den 14. oktober 2013

Lige nu...



... Strikker jeg på endnu en vest til Alberte - med rib og snoninger og i en fin pudderfarve.
... Har jeg foræret mig selv en lille gave, nogle små træhuse fra Karen. Hun har lavet dem længe, men det er først nu de er nået hjem til os. Tanken er at de både kan pynte og indgå i leg.
... Har jeg færdiglæst "Det første jeg tænker på" af Ida Jessen. En fantastisk bog med meget mening bag. Jeg kan varmt anbefale den. Læser man hele bogen og slutter af med at læse de sidste to sider igen og igen, bliver man rørt, og grebet af bogens mening. Nu er jeg så i gang med en ny bog "Forfulgt" af Mahtob Mahmoody, en bog jeg kommer med en anmeldelse af senere. Bogen er skrevet af datteren fra "Ikke uden min datter" en bog (og film) de fleste nok kender. 


Vinderen af Kohberg give away'en har endnu ikke meldt sig, onsdag trækker jeg en ny, hvis der stadig ikke er en som har meldt sig.

lørdag den 12. oktober 2013

Hej efterårsferie



Ja reelt set kan man vel ikke tale om efterårsferie for mig når jeg er på barsel, men efterårsferie er der alligevel, for jeg har Alberte hjemme hele den næste uge. Hun er ret god til selv at finde på lege, men alligevel vil jeg gerne at det skal være lidt ekstra hyggeligt med en uges ferie. Derfor er der dømt hjemmebio, skattejagt, kreahygge, børnefest, og halloweenhygge. I Netto har de i denne uge popcorns kasser og små bæger og masse af halloween udstyr. Og så har jeg også været forbi Søstrene Grene og Tiger og finde lidt vi kan hygge med. På torsdag har Alberte inviteret hendes kusine, moster, morfar og mormor til housewarming på hendes nye værelse, og da vi har god tid, synes jeg at jeg vil følge Albertes ønske og lave "børnefest" og som overraskelse en lille skattejagt for hende og hendes kusine. En efterårsferie på hendes præmisser inden det går løs med to børn i huset.

torsdag den 10. oktober 2013

Små strikkede smækbukser




Den anden dag fik jeg færdiggjort et par små strikkede smækbukser til lillebror i maven. Jeg faldt over dette billede på pinterest, og forelskede mig i striberne og farverne. Jeg har brugt en opskrift fra Garnstudio som udgangspunkt, men slået en enkelt maske mere op, lavet rib i stedet for mønster på benene og så ellers prøvet at gøre opskriften passende til striberne. Forhøjningen bag på var lidt svære at lave pæn med de tynde striber end hvis det bare var ensfarvet som i opskriften. Men synes alligevel resultatet er blevet fint, og jeg glæder mig i hvert fald til at kunne putte ham i et par dejlige lækre uldbukser. Bukserne er strikket i Arwetta fra Filcolana.

Kohberg Give Away - en vinder

Så er det blevet tid til at finde en vinder - dog med lidt forsinkelse (jeg beklager). Først vil jeg lige sige tak til jer der havde lyst til at lege med. Det var skønt at læse jeres kommentarer og mærke lysten til at glæde andre med lækre snacks :-)

Den heldige vinder blev EmiliasMor - stort tillykke, send mig en mail med adressen hvor de skal sendes til og med antal (max 500 poser), så sørger jeg for at det bliver sendt videre og I kan modtage snacks til november.

tirsdag den 8. oktober 2013

Libero Give Away - en vinder

Så har findenvinder.dk og jeg fundet den heldige vinder af pakken fra Libero. Tak til alle jer der havde lyst til at lege med :-) Et lille tip der var i en af kommentarerne var at man evt. også kunne bruge dukkerne når der skal øves i at gå på potte/toilet. Det synes jeg var en god idé, det kan jo godt kræve lidt underholdning.

Nå men nu til den heldige vinder som blev Karen Elisabeth. Send mig hurtigst muligt en mail med din adresse så sørger jeg for at sende oplysningerne videre, så du kan få den fine præmie :-)

Æblemos med ingefær



I søndags var vi til familiefødselsdag og fik en pose med lækre æbler med hjem. I formiddags fik jeg så lavet æblemos af nogle af dem. Jeg elsker æblemos både for sig, i æblekage eller oven på havregrød. Denne gang har jeg så puttet både vanillepulver og ingefær i mosen. Da vi var på besøg hos Kähler i sidste uge blev der serveret æblemos netop med ingefær i, og det smagte rigtig lækkert, så det måtte jeg også prøve. Det kan varmt anbefales, og man putter bare i efter hvad der passer ens smag.
I dag fik jeg så en portion med lidt flødeskum og lakridsrodspulver på - noget jeg så hos Pernille (hvor du iøvrigt kan se mange andre lækre ting med æble i).

mandag den 7. oktober 2013

Weekend




Små glimt fra endnu en weekend der gik alt for hurtigt. Jeg har færdiggjort et par små strømper som lige for tiden er vældig populære at strikke til babyer. De råhvide/pudderfarvede er et par vi havde til Alberte som hun havde på hjem fra sygehuset. Men en dreng kan vel godt bære dem, ik'? ;-)
Så har vi endelig været en tur på Aros, det manglede efterhånden også bare efter over fire år med bopæl i Århus. Det endte med at blive en super hyggelig tur ikke mindst fordi de havde børneværksted hvor Alberte fik lov til at slynge honning og lave lys af bivoks.
Min mor havde bestilt lidt hæklede græskar til at pynte i hendes butik, og det fik jeg også klaret i weekenden. Jeg er ellers tit dårlig til at "masseproducere" men denne gang lykkedes det mig.

Rigtig god mandag til jer alle - og husk mine to give aways der slutter i denne uge:
En hvor du kan forkæle dine kolleger og dig selv.
Og en hvor der er dømt hygge med børnene.

lørdag den 5. oktober 2013

Eftermiddage med hyggelige fortællinger - Libero Give Away




Vi har haft nogle hyggelige stunder her hjemme de sidste dage. Vi har nemlig været så heldige at Libero har sendt en teaterkasse med Comfort bleer i og fem søde hånddukker. Alberte bruger kun ble om natten, men alligevel har det været skønt med noget nyt at hygge med om eftermiddagen. Og for min krop der er ramt af bækkenløsning er det nemt at sidde og hygge med hende om små sjove historier med de forskellige dyr. Libero har også lavet en app "Libero Hyggelæsning" hvor man kan hente nye historier.

Kasserne med teater på får man når man køber Comfort bleer, og dukkerne kan man samle point til via blepakkerne.

Men nu får du muligheden for at vinde en mega-kasse med 72 bleer i str. 6 (12-22 kg) samt alle af de fem hånddukker og ikke nok med det vedlægger Libero også en æske med øko-modellervoks fra SES Creative og redskaber til at lege med. Sidst nævnte har Alberte også fået meget glæde ud af.
Læg en kommentar under dette indlæg så trækker jeg allerede en vinder tirsdag d. 8. oktober. 

torsdag den 3. oktober 2013

Surprise Babyshower







Tirsdag aften havde jeg inviteret til kreahygge hos mig for en flok piger jeg før har nævnt, nogen jeg har mødt gennem bloggen for 1,5 år siden. Hvad jeg ikke vidste var at de havde lavet en stor og skøn overraskelse til mig. De var gået all in på det amerikanske babyshower koncept og stod med balloner, pynt, kager og gaver da jeg åbnede døren for dem. Jeg blev så paf og vældig rørt over at de havde tænkt på mig på den måde, og det varmede så utrolig meget. Så piger af hjertet tak :-)
De fine gaver var mere eller mindre alle hjemmegjorte, arvet eller loppefund, og på den måde ramte de virkelig plet, og alle tingene betyder allerede rigtig meget.
Fine hæklede ting fra Anna. En stork til at hænge i loftet, en super fin ranke i papir og et lille hjerte fra Anne-Sophie. Den sødeste hund i fint stof fra Gitte. Et par små fine bukser fra Christina. Endnu et par fine bukser fra Marianne. Og fint legetøj med små biler fra Tanja.

Billederne af pynt og kage er iøvrigt af resterne dagen efter, tirsdag var jeg alt for rørt til at få taget billeder ;-)