tirsdag den 30. april 2013

.




Forfriskninger til store og små, vi elsker smoothies og lige for tiden laver vi mango/ananas/papaya/banan smoothie, som smager lidt af sommer. 
Jeg har gang i et særligt projekt til min lille pige som fylder 3 år Grundlovsdag, jeg prøver at være i god tid, inden jeg for alvor rammer eksamenstiden. Mere om det projekt når det er færdigt.
Jeg har fået lov til at teste basic toppe fra Bilka. Jeg har før købt toppe i Bilka, fordi jeg netop synes kvaliteten er fin, og toppene er bløde. Jeg er ret glad for den stribede t-shirt jeg har fået, elsker striber, og den går ret godt til mit tøj. Ellers har jeg f.eks. en mint sweater, hvor det er fint med en mint toppe inden under så den har også været i brug. 
Jeg købte for nogle uger siden en ny plakat til Albertes værelse, en fin alfabetplakat fra Sirlig. Den er fin og enkel, og vi har allerede snakket meget om bogstaverne der er på. 

Produkterne fra Bilka er sponsoreret, men ordene og meningerne er helt mine egne.

lørdag den 27. april 2013

Hæklet pung med for


Jeg ved ikke om denne lille billedeserie overhovedet kan være nogen hjælp, men jeg ved der er nogen som er i tvivl om hvordan man syr for og lynlås i en hæklet pung. Jeg har lige færdiggjort denne til min søster, og har forsøgt at tage lidt billeder.
Jeg starter med at hækle en pung, denne ud fra eget mønster. Så syr jeg en lille pung i stof, som skal fungere som for med lynlås, synes resultatet bliver fineste ved at gøre det sådan. Jeg bruger denne diy. Så sætter jeg den lille stofpung ned i den hæklede og så syr jeg dem sammen i hånd. Jeg er ikke mester i at sy hverken på maskine eller i hånd, men forsøger at sy dem sammen så det ikke ses.
Sådan gør jeg, der findes helt sikkert mange måder at gøre det på (og måske også bedre måder), men denne fungerer for mig.
For mig er det lige med nød og næppe jeg kan sy lynlåsen i stofpungen, det hjælper med en ordentlig symaskine med en lynlåstrykfod, og min er hverken ordentlig eller har en lynlåstrykfod. 

fredag den 26. april 2013

Helse til en træt vinterkrop



Jeg skulle ikke overveje mange gange om jeg ville teste helseprodukter fra A. Vogel. En pakke der gør godt for tør vinterhud. Især mine hænder revner og bliver vildt tørre i løbet af vinteren. Teen afprøvede jeg samme dag, den er dejlig mild i smagen og jeg synes rigtig godt om den. Men det produkt der virkelig er et hit for mig er den lille Bioforce Crème, efter bare at have brugt den et bare gange er mine revner på de tørre fingre allerede i bedring. Det er en lille drøj creme til revner, rifter og små udsatte steder. Den er virkelig et forsøg værd. Den anden creme har jeg også brugt, og den virker også god, den er til hoved og krop og også god for tør hud og hår endda, samtidig med den virker opstrammende.
Du kan læse meget mere om produkterne lige her.

Produkterne er sponsoreret men ordene og meningerne er helt mine egne.



mandag den 22. april 2013






Billederne taler næsten for dem selv. De fleste har sikkert haft en skøn weekend med sol og forår. Naturen blomstrer og der kan endelig plantes. 
Alberte har sået sine egne frø som står til spirring i køkkenvinduet, hendes fire potter har hun underskrevet selv, så vi andre ikke fik ejerfornemmelse :-) Vi har været i skoven og lede efter forårstegn, vi har klargjort terrassen og minihaven til foråret, og vi har spist vores mad ude. Faktisk fik vi også sat et lille højbed op, hvor vi har plantet jordbærplanter, så nu håber jeg de gider give lidt bær allerede her til sommer. Senere skal vi så ærter og radiser, og så vil jeg også have ærteblomster i en krukke.

onsdag den 17. april 2013

This & That





Om nogle uger har en af mine veninder termin, og jeg har på forskud hæklet en lille rangle til deres kommende datter. Jeg har freestylet den, og den er vist mest af alt kommet til at se ud som en is. 
Forleden fik jeg lavet noget ret lækker aftensmad: asparges, friske ærter og revet parmaskinke vendt på panden med hvidløg og krydderier, og til sidst med lidt fløde over. Serveret med kartoffelmos og stegte laksestykker. Virkelig godt.
Den bedste nyhed længe er vel nok at Lagkagehuset er åbnet i Århus (ja jeg er glad for mad, så derfor er den slags virkelig godt). Lagkagehuset er noget jeg af og til har savnet siden vi flyttede fra København, så det er en fryd at der nu også ligger en i Århus. 
Da jeg for nogle uger siden var i sommerhus, havde jeg små hjemmegjorte bidrag med til vores lille pakkeleg. Både sløjfe og nøgleringe er super nemme at lave.
Gerbera er smukke, men holder sig ikke oprejst så længe, så jeg klippede hovederne af dem, og kom dem i et fad, og nu holder de virkelig længe.

God solskins onsdag til alle!

mandag den 15. april 2013

Osuma.dk


Da jeg blev spurgt om jeg ville teste Osuma.dk var jeg ikke i tvivl, for vi har tit snakket om at handle dagligvarer på nettet, men har aldrig fået det gjort. Jeg er typen der godt kan lide at handle og "have fingrene i varerne", men jeg synes faktisk det var en positiv oplevelse at gøre vores indkøb hos dem. Jeg startede på siden med ugens tilbud, og der var flere gode tilbud at komme efter. Jeg må indrømme at discountsiden brugte jeg ikke, discount og mad spiller ikke så meget i mine ører, men økologisiden synes jeg til gengæld var ganske fin, og flere af vores indkøb blev gjort der. Leveringen valgte jeg til mellem kl. 16-19 en dag hvor vi var hjemme, og det fungerede fint. Poserne blev stillet uden for døren og varerne der skal stå på køl blev leveret i en kølepose. 
Så alt i alt kan jeg anbefale at prøve det, det bliver aldrig på den måde jeg handler fast, men det er heller ikke sidste gang jeg har handlet hos Osuma.dk.

Varerne er sponsoreret men ordene og meningerne er mine egne.

lørdag den 13. april 2013

Havedrømme

Billede lånt her

Billede lånt her

Billede lån her

Billede lånt her

Billede lånt her
Vi bor i rækkehus og har derfor kun en lille forhave, en terrasse bag til og et stykke jord ud i forlængelse af terrassen. Men det forhindre ikke mig i at gøre store overvejelser om hvordan det skal være hver forår. Og i år er ikke en undtagelse. Det føles sent man kommer i gang i år, men så er der jo mere tid til at overveje ;) Jeg har hentet lidt inspiration hist og her. Vi skal i år have lavet et højbed mellem en del af terrassen og bedet i forlængelse. Selv om vi ikke har meget plads, sikre jeg hvert år at vi både har noget spiseligt (vores egen lille nyttehave) og fine plukke-blomster. Vi har også nogle whiskeytønder der står et par steder på terrassen, og som giver plads til lidt ekstra planter ud over dem i krukkerne. Samtidig vil jeg gerne at vores terrasse er hyggelig, jeg elsker lune sommeraftener på terrassen, og kan sidde der længe med lys tændt og under et tæppe. 
På mandag kommer foråret vist for alvor, så må det snart være tid til at komme i gang.

torsdag den 11. april 2013

Sommernederdele



Det er vel også på tide jeg får lavet sommernederdele med det varme vejr vi har... eller... Nå men nu er de i hvert fald syet. De er så nemme, og det er hvad jeg gider at rode mig ud i med min meget dårlige symaskine. Alberte valgte selv stof fra mit lille lager, og var også hurtig til at danseteste dem efter de var syet. Hun udlever så absolut prinsessedrømme lige for tiden, og hun giver den gerne max gas med glimmer, tyl osv. hvis hun får lov.

mandag den 8. april 2013

Weekend






En helt særlig weekend er lige slut. Jeg har nemlig været i sommerhus med en flok veninder. Veninder jeg alle har mødt gennem bloggen. Der blev syet, strikket og hæklet til den helt store guldmedalje, og vi nåede både store og små projekter. Jeg fik strikket lidt på min trøje, hæklet nogle kager til Alberte og fik færdiggjort en lille hæklet pung, som lige mangler for og lynlås for at være helt færdig. 
Ellers blev der også gået tur langs vandet, spist god mad og ikke mindst snakket til ud på natten. Og ja så havde vi skam også en lille pakkeleg, hvor vi alle havde lavet små hjemmegjorte pakker. Jeg vandt bl.a. en fin vimpelranke som Gitte havde lavet.

tirsdag den 2. april 2013







Påsken var nyindkøb af bøger hos Vanggaards antikvarisk bogudsalg, meget mætte rådyr i dyrehaven i Århus, god mad, Ree Park i forårssol, Alberte der fniste for sig selv mens hun i smug jagtede sin skygge, og fornyet håb om at foråret er på vej.

En skøn påskeferie er forbi, og i dag var det hverdag igen. Hverdag hvor skolebørnene ikke kunne få undervisning, og hvor lærerne ikke måtte arbejde. Vi har endnu ikke et skolebarn, men jeg følger debatten alligevel på sidelinien, for det kommer jo også til at påvirke vores barn i fremtiden. Målet er vel at danske skoleelever skal blive dygtigere, men jeg er i tvivl om flere undervisningstimer og flere elever i klassen er vejen frem.  Ændring af fagene og engelsk fra 1. klasse har jeg ikke så meget i mod, for min egen datter tror jeg bare det vil være sjovt med engelsk i en tidlig alder.
Hvad er jeres mening om det? Jeg vil meget gerne høre hvad I andre som forældre tænker om det? For forældrene har der ikke været så meget fokus på i debatten.