fredag den 30. maj 2014

Lang weekend







De fleste er nok fan af forårets helligdage, der giver ekstra lange weekender og tid med familie og venner - og måske lidt tid for sig selv. Og selv om jeg er på barsel nyder jeg dem også meget i år, for det betyder at alle i huset er hjemme og vi kan finde ekstra tid til nærværet. Hvis dagene har været lidt hårde, som de f.eks. har været gennem alt for meget sygdom, så er det skønt igen at finde plads til de små ting sammen alle fire. Og vi taler virkelig om små ting som at spise frokosten på tæppet ude på terrassen eller nyde solen og blomsterne som står så smukke lige nu. Og i morges tog vi så en impulsiv tur til havet og fik morgenmaden der. Kl 7 blev alle mand, hund og mad pakket hurtigt i bilen og så ellers af sted. Et tæppe frem og voila; morgenmad med smuk udsigt. Og størstebarnet nød at spise sit rundstykke i vandkanten iført gummistøvler.

Weekenden går også med fødselsdagsforberedelser for Alberte og i morgen og søndag kommer der gæster. Det er første år vi ikke har gæsterne på dagen (Grundlovsdag), vi er nemlig blevet enige om at vi ikke altid selv når at se den søde fødselar hvis huset er fyldt med gæster på dagen. Jeg viser lidt af forberedelserne frem på bloggen senere. 

onsdag den 28. maj 2014

Den sidste tid...







Har været præget af sygdom i huset, og derfor har der også været meget stille her på bloggen. Bihulebetændelse og halsbetændelse og tre omgange pencilin. Lige pt er det mig der ligger på langs, så godt man nu kan med en aktiv baby der også skal passes. Nu håber vi så at det var sidste omgang for nu. I weekenden venter nemlig en masse fødselsdagsfejring af Alberte som fylder 4 år d. 5. juni.

Ud over en masse sygdom så har vi også fundet plads til hyggelige stunder, jeg har flere gange haft børnene med på små ture da faren i huset var nedlagt af bihulebetændelse. Mindste mand her hjemme er forbi det første halve år, det fejrede vi med kage, som Alberte pyntede så fint med blomster og blåbær. Og så har vi haft french toast debut - nøøj det er godt, det skal vi snart have igen.

tirsdag den 13. maj 2014

Strikket gave




Det er efterhånden nogle uger siden jeg fik denne kjole færdig og givet til en lille 3 årig fødselar. Der er flere familiemedlemmer som værdsætter de hjemmestrikkede gaver, og det udnytter jeg til fulde, for det er alligevel begrænset, hvor mange strikkede beklædningsdele mine egne børn kan nå at bruge. Men strikke skal jeg jo ;-)
Opskriften er fra Knit for your kid, og jeg har strikket den i Semilla i en lyserød/grå farve.

Og for den 3 årigs skyld var der selvfølgelig også et stykke legetøj med i gaven.

onsdag den 7. maj 2014

Stille dag


Tåge og stille regn i dag, jeg gemmer mig inden for her til morgen med en kop kaffe og lidt strik mens Bertram får en lur. De sidste to uger har dagen startet mellem 5 og 5.30 hos os, så lidt ro og en stille start er slet ikke af vejen. Og onsdag er dagen hvor jeg ikke skal aflevere den store i børnehave, så der hiver jeg alt hvad jeg kan ud af dagen på den stille måde. I eftermiddag kunne det være fint med lidt opklaring for der står den vist på en god lang gåtur.

Det nye strik er i øvrigt noget jeg er startet på uden opskrift, så må vi se hvordan det går.

Rigtig god dag til jer der kigger forbi!

tirsdag den 6. maj 2014

Weekend





Tilfældige billeder fra weekenden. Som alle andre gik den hurtigt, og var fyldt med gode stunder.
- Det fine billede har jeg fået af min niece som er venner med Sofie Børstings datter, det er så fint, og jeg er rigtig glad for det, og at jeg har en niece som lige sørge for at tænke på sin moster. 
- Æsker og notesbøger har jeg helt sikkert for mange af, og disse fine æsker har jeg fundet i Søstrene Grene, det må være noget med farverne og mønstrene som de ofte er gode til at ramme plet med.
- Masse af aftenssol ind gennem vores vinduer den sidste tid. Bogen af Hosseini er jeg lige gået i gang med, den har ligget et stykke tid, men nu skulle det være.
- Perler og hæklerier er lig med en hyggestund sammen med Alberte. Hun er meget glad for at sidde med perler lige for tiden, både i børnehaven og her hjemme.

mandag den 5. maj 2014

Albertes have - og lidt om børnefodtøj





Selv om vi bor i et lille rækkehus, og har en have der minder om et lille frimærke, så prøver vi virkelig at udnytte pladsen. Alberte elsker at så og senere høste, sådan var det også sidste forår/sommer. Og det er ikke en engangsdille, hun vander, passer og følger med i det gennem hele sommeren. I år har hun sået et par ærteplanter i en krukke som allerede er kommet op, hun har tomatplanter der står til forspiring i køkkenvinduet, hun har et lille bed hvor der er sået sommerblomster (og der er også lidt som kommer igen fra sidste år), og så har hun sået lidt solsikker og gulerødder. Det er stort for hende at følge med i, og som I nok kan regne ud handler det ikke om kvantitet, men nærmere om glæden ved f.eks. blot at spise et par enkelte gulerødder man selv har dyrket. Jeg synes det er en god lære for børn at se hvordan det vi spiser bliver til, at det ikke bare kommer fra supermarkedet.
Ud over Albertes lille have har vi også et lille højbed med jordbær som allerede står med masse af blomster (de er kommet efter billederne blev taget), og ellers har vi et blomsterbed, en slyngrose op af terrassesiden og en masse krukker. Jeg håber en dag at få mere have, men indtil da er det bare med at nyde det vi har, og at vi sagtens kan få en fin lille udeplads ud af det.


Den sidste tid har Alberte ud over at passe sine planter også testet sandaler og gummistøvler fra Bilka. Og fantastisk nok har der jo allerede været vejr til at teste sandaler. Både gummistøvler og sandaler har været med på legeplads, i haven og afprøvet når hun bremser på løbecyklen. Indtil videre er vi rigtig tilfreds med dem. Man kan aldrig vurdere det helt før en hel sæson er gået, men jeg synes pasformen virker fin til hende, og begge par sidder godt på hendes fod. Og hun er selv meget tilfreds med farve og stil - noget en snart 4 årig helt sikkert har en mening om.

Sandaler og gummistøvler har vi fået til at teste, og ordene og meningerne om produkterne er mine egne.