torsdag den 24. oktober 2013

Forfulgt - boganmeldelse


Te, karameller og en god bog, hvor tit forkæler du dig selv på den måde - og hvor tit er der i virkeligheden tid til det? På det plan er jeg jo priviligeret med den lange barsel inden baby bliver født. Så da jeg blev spurgt om jeg vil læse og anmelde Forfulgt af Mahtob Mahmoody skulle der ikke meget betænkningstid til. Oven i det er jeg jo normalt litteratur- og sprogstuderende og læser og vurderer til dagligt meget litteratur, så det har været en sand fornøjelse igen at læse - også med kritiske øjne.
Ikke uden min datter husker de fleste fra 80'erne/90'erne. Jeg selv blev meget betaget af den historie, jeg kan huske hvordan den virkelig fik mine barneøjne til at se andre kulturer i verden på godt og ondt. Forfulgt er datteren, Mahtobs egen historie. 

Da jeg fik bogen var min umiddelbare reaktion, åh nej hvad kan den bog - udelukkende dømt ud fra coveret. Man skal ikke dømme ud fra det ydre, men alligevel frygtede jeg lidt hvordan hun ville formidle hendes historie, skørt måske i know. Men da jeg så gik i gang var den bedre end ventet - i hvert fald de første 135 sider var jeg godt grebet af hendes historie. Det er også i den del hun fortæller om tiden i Iran, hendes fars tyranni og hendes mors kamp for flugten. Efterfølgende er det tiden tilbage i USA, kampen om et normalt liv og alt det hendes fars valg har medført der fylder bogen. 

Det som for mig virker godt i bogen er det psykologiske i forholdet mellem hende og hendes mor - morens måde at behandle hende på, og hendes egen åbenhjertighed omkring hvem hun var som barn og hvad hendes forældre gjorde af rigtige og forkerte ting på hver deres måde. Bogen bliver ikke en stor jammeranklage men snarere en forklaring på hvordan man lever videre og får det bedste med. Flere gange lægger Mahtob også vægt på at nogle minder kan være mere eller mindre korrekte, men at hun fokusere på at det skal være hendes minder og ikke minderne igennem hendes mor. 

Jeg kan helt sikkert anbefale at læse bogen, hvis du som jeg også blev grebet af Ikke uden min datter. Og hvis du har interesse i at læse en historie skrevet på baggrund af to kulturer. Og heldigvis er det grund nok, for jeg vil stadig mene at bogen ikke er et litteraturisk kunststykke, men det er der så meget af den litteratur der bliver udgivet som ikke er, og derfor kan det fungere som ganske udemærket underholdning alligevel. 

Bogen er sponsoreret, men anmeldelsen er helt og aldeles mine egne ord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar