tirsdag den 11. marts 2014

Strikket cardigan



Det var på et hængende hår at jeg fik cardiganen færdig som Alberte skulle have på i weekenden til barnedåb. Der blev endda strikket på den i søvne, det ved jeg så ikke lige om det er en måde jeg kan anbefale at få tingene færdig på, det gav bare ekstra arbejde ;-) Men færdig blev den. Mønstret er rigtig fint, modellen er Amaya fra Rasmilla, men selve opskriften og faconen er jeg ikke 100% tilfreds med. Og så strikker jeg ikke lige foreløbig en trøje hvor der efterfølgende er fem dele der skal syes sammen, det er jeg ikke fan af. Knapperne har Alberte selv valgt, hun begynder nemlig at have en klar mening om hvad hun vil have på og hvad hun absolut ikke vil have på. Garnet er højlandsuld fra Garnudsalg. Det er første gang jeg strikker i det, og jeg blev lidt overrasket over hvor kraftigt det lugter af spindeolie. 

Nu er der ingenting på pindene, det er faktisk rart, så skal jeg i tænkeboks hvad næste projekt skal være, selv om jeg allerede har en idé om det.

Vinderen af en Ever After High dukke

Så er det tid til at offentliggøre vinderen af den fine dukke. Og den heldige blev Charlotte Lang Hansen, jeg sender dig en mail så vi kan aftale nærmere, og du kan få dukken :-)

Tak fordi I ville lege med alle sammen :-) 

fredag den 7. marts 2014

Lopper og lidt hæklerier




For efterhånden en del tid siden fik jeg lavet et barnevognsophæng til Bertram, jeg fandt opskrifter på dyr fra havet på pinterest (klik  ind på min pinterestprofil med hæklerier, så finder du opskrifterne - dog på engelsk), og fik dem så sat sammen til at kunne hænge. Jeg synes selv den er blevet vældig fin, og den fungerer efter hensigten, for mindstemanden kigger interesseret efter dem.
I sidste uge var jeg på en lille loppetur med min trofaste loppemakker - Alberte, hun hygger sig med at være med, og jeg synes det er sjovt at give det videre til hende. Hun fik et par gamle Disney bøger, og jeg kom bl.a. hjem med en længe ønsket mågevase og en fin gammel Halfdan Rasmussen bog. Mågestellet har en særlig plads hos mig, især fordi det minder mig om mine kære afdøde bedsteforældre. 
En enlig lappe til et kommende tæppe står på bogreolen, jeg har ikke haft tid til at gøre mere ved det, men håber snart på at komme videre med det.

Rigtig god weekend til jer der kigger forbi! Her står den på barnedåb, og det glæder jeg mig til.
 - Og husk at deltage i min Give Away neden for :-)

mandag den 3. marts 2014

En ny dukke - og en Give Away





Det er bestemt ikke dårligt at være en lille dukkeglad pige der kan få lov til at teste en ny eventyrlig dukke - og så endda datteren til Tornerose. De nye Ever After High dukker er alle døtre til andre eventyrlige figurer som f.eks. Tornerose og Snehvide. Dukken er ret populær hos Alberte - især det store flotte hår er hun vild med og der følger en lille nøglebørste med, som bliver flittigt brugt. Samtidig havde hun både smykker, taske og vigtigst af alt for Alberte - briller. Alberte fik dukken i fredags, og lige siden har den indgået i mange lege med hendes andre dukker. For Alberte var det også sjovt at der var en lille historie bag dukken, at hun var en af de højtelskede prinsessers datter, som nu gik på skole med de andre døtre. 

Du har nu også muligheden for at vinde et eksemplar af Briar Beauty som du kan glæde en lille pige eller dreng med. Alt du skal gøre er at skrive en kommentar under dette indlæg, så trækker jeg en vinder mandag d. 10. marts kl. 12. Håber I har lyst til at være med, dukken har i hvert fald vækket meget glæde og leg her hjemme.

onsdag den 26. februar 2014

.





Solen strømmer ind af vinduerne for tiden, hvor er det bare skønt. 
Vi får fortsat lavet lidt klippeklister indimellem, den anden dag lavede vi mere fastelavnspynt og Alberte har nu fået et fint fastelavnsris i sit vindue, så mangler der bare at komme lidt slik på. Cirkelranken lavede vi også, Alberte valgte farver, jeg udstansede den og syede den sammen. Tranerne er til bordkort til Bertrams barnedåb. Og ja den lille babyfus i solskin er bare lille, buttet og lige til at spise. 

Ellers har vi den seneste tid testet fiskeolietabeletter fra Pikasol. Min kæreste var klar på at se om de kunne sikre at man ikke fik sure opstød som lovet, (noget han var meget træt af) og det kunne de, så dem indtager vi nu fast sammen med vitaminpillerne. Der var også små jelly-fisk med til Alberte med fiskeolie, og man må sige de også er godkendt, faktisk så meget at hun første gang spurgte om det var forskud på fredagsgodterne - det er så måske både godt og skidt ;-)


Fiskeolieprodukterne har jeg modtaget til at teste og give min mening om produkterne. Ordene er helt mine egne.

mandag den 17. februar 2014

Glimt





Glimt fra den sidste tid, foråret begynder at snyde sig ind på de fleste. Det er stadig koldt, men solen viser sig noget mere end den gjorde i januar. Det giver ekstra energi, det hjælper også på det at der er flere lyse timer nu. Som altid når vi nærmer os en ny årstid, så nyder jeg det nye der venter forude. 
Forårsblomster, grene der springer ud på forskud indenfor, lyse farver - alt sammen noget der fylder vores hjem. I hovedet er det masse af nye projekter der fylder, men en ting af gangen - det er lige med at nå det hele, for der er jo også en lille baby der skal nusses, og han bliver iøvrigt 3 måneder i dag. Tiden flyver!

onsdag den 12. februar 2014

Kreativ vinterferie






Så er det blevet onsdag igen, onsdag er tilsyneladende min blogdag, hvor jeg får lavet indlæg. Et enkelt indlæg om ugen er nu ikke meget, men tiden flyver af sted lige for tiden.

Vi er godt i gang med uge 7 og det betyder vinterferie. Normalt har jeg ikke vinterferie når jeg læser og kæresten har heller ikke, så jeg har udnyttet barslen til at give Alberte lidt ekstra hjemmedage. De sidste to dage har den så stået på en masse kreativ hygge, noget vi elsker at gøre sammen. Vi har haft gang i perlepladerne og fundet motiver på pinterest. Vi har lavet lidt pynt at kigge på til Bertram, når han ligger på maven på puslehynden. Og legekøkkenet er blevet opgraderet med lidt pynt, det betyder også at det nu er en restaurant Alberte har, ifølge hende selv, hvor man kan se hvad man kan bestille. 
I weekenden var vi på en endagstur til København for at besøge min søster og der havde min niece også lavet perleplader, nemlig disney prinsesserne som var en sød gave til Alberte, der elsker de prinsesser. Jeg kom også i gang med at folde traner efter kyndig vejledning fra min søster, så nu skal der bare foldes en masse.
I går tyvstartede vi på fastelavnspynten, og fik lavet nogle fine katte til at hænge på fastelavnsriset. Jeg blev inspireret på instagram hos hende her og fandt hurtigt denne diy på pinterest. Så nu er kattene klar og nogle af dem har allerede fået en plads på nogle forårsgrene i stuen.
Det øverste billede er et sneak peak på det strikkeprojekt jeg har på pindene lige pt. 

onsdag den 5. februar 2014

Elefanthue


Den anden dag fik jeg en strikket elefanthue til Bertram færdig. Opskriften er fra Drops hvor jeg har tilføjet en rib rundt i kanten efter at have set det hos Nina, dog ikke på helt samme måde. Huen er virkelig nem og hurtig at strikke, og jeg kunne godt finde på at strikke den igen en anden gang. Jeg har strikket den i Arwetta fra Filcolana, jeg har nemlig en lille gylper, så det er nemt at kunne smide den i vaskemaskinen. Og så havde jeg også en rest liggende fra de strikkede smækbukser.

God onsdag - nu begynder solen endelig at kigge frem igen en gang imellem, det giver jo næsten forårsfornemmelser :-)