Efter at have set alle de fine quiltede punge, tasker osv. rundt omkring på andre blogs, var det på tide jeg endelig kastede mig ud i det. Jeg har syet flere punge bare i stof, men når de bliver quiltede bliver de lidt finere og mere stabile. Så endelig er der nu to styks færdige, den ene skal jeg selv have og den anden får min søster. Pungene er selvfølgelig med for og er lidt større end normale punge, så der er også plads til mobilen og lidt småting.
Når jeg skal forsøge mig med noget første gang på en symaskine foretrækker jeg at have en diy ved hånden, og jeg fandt denne for noget tid siden. Det er jo nemt nok kan jeg se nu, men altså ikke helt nemt at få det 100% lige første gange, selv om der også er en god guide til det i den diy jeg fandt (den del gik jeg vist for hurtigt over, ups). Det er ikke sidste gang jeg skal prøve at quilte noget, generelt ville jeg ønske jeg fik syet flere af de ting jeg længe har haft lyst til at prøve, men den gamle symaskine og mine manglende evner sætter ofte en stopper for det. Er der evt. nogen som kender et godt syhold i Århus, hvor man lærer nogle grundting, men hvor der også er mulighed for at sy spændende ting?