Viser opslag med etiketten indkøb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indkøb. Vis alle opslag

onsdag den 19. marts 2014

Lidt hverdagsliv






Lidt forskellige billeder fra den sidste tid. Hverdagen er meget forskellig lige for tiden, nogle dage når jeg alt og lidt til, og andre dage er dagen væk inden jeg nåede at komme i gang.

Jeg har mange idéer til ting jeg vil afprøve i køkkenet, men jeg når det sjældent - hvordan skal det så ikke gå når jeg ikke er på barsel mere ;-) Men lidt bliver det til, og aftensmaden skal jo helst på bordet hver dag.

Bertram har fået en fin Mumihjelm som jeg har købt af Clara Hagen gennem instagram. Jeg har selv en bunke stof liggende som gerne skulle blive til tøj til de to rumpenisser her hjemme.

Ellers har jeg sat mig et nyt mål der hedder flere gåture med barnevognen, et ret simpelt mål som jeg holder ret godt. Jeg nyder det virkelig, og kan nemt gå i 1,5 time mens mindstemanden sover. Min krop har i den grad brug for det, så det er bare med at komme af sted. Og så tager jeg gerne lidt forår fra naturen med hjem, det er fantastisk at få indendøre. 

I mandags var jeg på et spændende besøg hos Kähler og i aften går turen forbi Søstrene Grene - meget mere om begge besøg senere. 
God dag!

torsdag den 7. november 2013

Små forberedelser




Med termin 23. november er der ikke længe til vi bliver en mere i familien. Derfor har vi også i denne uge været ved at finde autostol og andet ned fra loftet, og vasket en del af det der skulle vaskes. Vi havde næsten intet tøj til ham i str. 50, og da Alberte brugte det i to måneder satser jeg også på at han skal starte ud i det. Så den anden dag sad jeg med Alberte og købte lidt hjem fra H&M, hun nød at være med til det, og da det kom med posten var hun stolt over at det var det tøj hun havde valgt til ham. Vi gør hvad vi kan for at hun kan være en del af det uden at det skal trækkes ned over hovedet på hende hele tiden. Jeg har også købt et par små uldne leggings fra Christina, de er dejlig varme, og jeg er stor fan af uld til børn i disse måneder. Jeg er også startet på det vel nok sidste lille strikkeprojekt til ham, en lille vest fra bogen Babystrik på pinde 3-3,5. Jeg synes den mørkegrønne farve er så skøn, men vesten er lidt kedelig at strikke, selv om det ellers er et overskueligt projekt.
Libero har været så sød at sende en testpakke til når han melder sin ankomst. En dejlig pakke der indeholder alt i babypleje som vi lige skal bruge. Ud over tingene på billedet, var der også babyolie, zinksalve og et lille tæppe. Alt sammen noget vi nok skal få stor glæde af.



Libero produkterne er sendt til mig som en testpakke, men ordene er helt mine egne.

mandag den 14. oktober 2013

Lige nu...



... Strikker jeg på endnu en vest til Alberte - med rib og snoninger og i en fin pudderfarve.
... Har jeg foræret mig selv en lille gave, nogle små træhuse fra Karen. Hun har lavet dem længe, men det er først nu de er nået hjem til os. Tanken er at de både kan pynte og indgå i leg.
... Har jeg færdiglæst "Det første jeg tænker på" af Ida Jessen. En fantastisk bog med meget mening bag. Jeg kan varmt anbefale den. Læser man hele bogen og slutter af med at læse de sidste to sider igen og igen, bliver man rørt, og grebet af bogens mening. Nu er jeg så i gang med en ny bog "Forfulgt" af Mahtob Mahmoody, en bog jeg kommer med en anmeldelse af senere. Bogen er skrevet af datteren fra "Ikke uden min datter" en bog (og film) de fleste nok kender. 


Vinderen af Kohberg give away'en har endnu ikke meldt sig, onsdag trækker jeg en ny, hvis der stadig ikke er en som har meldt sig.

torsdag den 19. september 2013

Hverdage




Tiden går stærkt. Alberte øver og øver i at skrive - eller lave lektier som hun siger. Når jeg ikke ellers har hende hjemme på fridag, har jeg masse af tid til at rode med alverdens idéer - og alt den fritid tillader også at det ikke er alle idéer der lige lykkes med det samme. 
Men i det mindste har vi nu endelig fået et ur på væggen, som vi længe har manglet, så nu kan vi da holde øje med alt den tid som flyver af sted ;-) Uret er iøvrigt købt hos Idémøbler til 157 kr. - og jeg synes det er helt fint og enkelt bl.a. med trærammen.

tirsdag den 10. september 2013

En færdig Bella og nye idéer



Straks man er færdig med en ting flyver der tusind idéer igennem hovedet til nye ting man skal i gang med. Kender du det? Helt sikkert, det gør de fleste nok. Noget af det sjove er tit at gå i gang med nye ting. Efter jeg blev færdig med babytæppet i sidste uge, gik jeg i gang med en Bella top fra Lene Holme Samsøes bog Børnestrik på pinde 3,5-4. Den blev strikket i Semilla, og det er noget virkelig lækkert garn. Toppen er godkendt af modtageren, omend det er svært at fange et billede af hende i nogenlunde ro.
I dag var jeg så forbi min mors butik for at bytte noget garn jeg have fået for meget af bl.a. til babytæppet. Med hjem kom noget Merci (bomuld/uld) i en fin pudderfarve og noget Arwetta i en mørk grøn med blålige nister. Egentlig købt til to forskellige projekter, men nu er jeg blevet vild med farverne sammen. De er lidt svære at fange på billede rent farvemæssigt, men en stribet børnecardigan i de to farver kunne være fint. Men måske jeg skal holde mig til det de først var tiltænkt.
Når det ellers ikke handler om børne- og babyprojekter på strikkepindene, har jeg også flere andre idéer i hovedet. Men en ting af gangen.

fredag den 6. september 2013

Små forberedelser




I morgen går jeg i gang med 30. graviditetsuge, og selv om der er masse af tid til termin i november, kan jeg mærke at lysten til at lave lidt forberedelser for alvor er dukket op. Den bliver nok heller ikke mindre af at jeg nu går hjemme på tidlig barsel med bækkenløsning. Og hvad er så bedre end at hygge med at strikke osv. til den lille ny. Samtidig går tiden bare så vanvittig hurtigt her anden gang, så det er med at nå det man kan.
Jeg er blevet færdig med babytæppet, som jeg viste starten på her. Jeg har brugt denne opskrift, og så ellers gjort nøjagtig som med Albertes tæppe så de er 100% ens. 
I søndags regnede det og var første efterårsdag, og imens de to andre i familien var i svømmehal, lå jeg på sofaen og fik hæklet en lille nusseedderkop som er efter samme princip med de snoede arme som blæksprutterne. Opskriften på edderkoppen finder du lige her.
Og så dukkede der en fristelse op på instagram i sidste uge, det var Sara der viste de fineste små babybukser frem, og jeg bestilte et par hos hende, synes modellen og stoffet er så fint.

tirsdag den 20. august 2013

This and that




Vi har købt ind til hele familien fra Zara, en butik vi godt kunne ønske os i Århus igen. De har meget fint til både store og små og til fornuftige priser. 
I torsdags var jeg inviteret til homeparty hos Anne-Sophie hvor Ohdeer var forbi med deres fine smykker. Deres priser gør jo at alle kan være med, og jeg fik mig et par ørestikkere og en halskæde.
Det er snart længe siden vi sidst har haft en surdej til at stå, men efter jeg den anden aften igen sad og kiggede i bogen Livet på Kastaniegården af Theresa Maria Jessing, så fik jeg lyst til at lave en igen. Den er i gang med 3. døgn, så der er et par dage til der skal bages endnu. Jeg vil ønske jeg fik udlevet flere af den slags simpleliving principper, og det er nok også derfor jeg nyder at kigge i den bog - den og bogen Magiske måneder kan jeg kigge i igen og igen.
Jeg har stadig sommerferie fra studiet, og det giver ekstra tid med Alberte, vi har en del fridage sammen her efter vores egentlige sommerferie er ovre og ellers har vi lange eftermiddage med ekstra tid. I går fik vi fundet klippe-klister tingene frem, og fik lavet et billede hver. Jeg forestiller mig der intet er i vejen for at hive det sidste ud af den tid der er tilbage i tresomhed. Ikke at vi ikke glæder os til november, men tiden bliver også en anden til den tid.

torsdag den 15. august 2013

Fine nye strikkebøger



Her til morgen var posten så sød at levere fine nye strikkebøger til mig. Bøger jeg har glædet mig til skulle komme, så de blev hurtigt bestilt hjem. Det er Babystrik på pinde 3,5-4 og Børnestrik på pinde 3,5-4 af Lene Holme Samsøe. Jeg har det første babyhæfte og synes man får mange fine og enkle opskrifter til en god pris. Jeg har allerede nogle favoritter, og en af dem er klart den fine tunika på billede to. Men lige nu har jeg gang i flere ting som skal afsluttes, så de nye opskrifter må vente lidt endnu.
Hvis du ikke selv vil købe dem, har jeg set du kan være med i en give away om bøgerne lige her.

onsdag den 7. august 2013

This and that




Det er sjældent jeg finder fine lopper, men jeg er nu heller ikke så ofte af sted, og tit er det bare forbi brugtvareterminalen i Viby og der kan man ikke for alvor gøre et røverkøb efter min mening fordi de ved hvad tingene skal koste. Men engang imellem kommer jeg også forbi de små genbrugsbutikker, og der fandt jeg forleden en 'potte-lotte', et fint pottehoved som vist er af østtysk oprindelse (tror jeg), jeg fik den til en flad femmer og synes hun er så fin med lidt grøn hår.
Alberte leger med Cirkus Summarum merchandise, i søndags var vi nemlig af sted for at se det på Tangkrogen, og det var et kæmpe hit, både for store og små. Hvis ellers de fortsætter med det næste år, håber jeg vi kommer af sted igen.
Hvis du mangler stof til kommende syprojekter og ikke vil give en formue for det, kan jeg anbefale at køre forbi Stof & Stil. Jeg var der i går, det var ikke meget jeg købte men der var virkelig meget fint. Det fine jersey med tigere er jeg helt vild med, men ellers havde de også mange fine sort/hvide grafiske stoffer.
Det sidste lille billede viser et lille køb jeg gjorde i Skagen. Skålen har intet med Skagen at gøre som sådan, den er bare fra House Doctor, men jeg elsker mønstret på den, og butikken jeg var forbi, Hesselholt, var fyldt med lækre sager.

torsdag den 18. juli 2013

Sommerferie #3




Lidt shopping er det blevet til hen over de sidste uger. Jeg har købt garn i min mors butik (hun er i øvrigt i gang med at lave ny og mere overskuelig webshop), der er nogle projekter i tankerne til den kommende lillebror, og så venter jeg på Lene Holme Samsøes nye strikkebog kommer til august med strik til børn i alderen 2-8 år, så bliver der også nye projekter til Alberte. De to lyserøde pelspompomer skal sidde på efterårets huer til Alberte og jeg, jeg har købt dem her.
Ikea havde fået et nyt lille område med fine papirvarer da vi var forbi, jeg begrænsede mig, men et par småting kom med hjem. Sengetøjet har jeg kigget længe efter i en bedre kvalitet i Magasin, men også til en meget høj pris. Og faktisk er dette fra Ikea også i en god kvalitet lige umiddelbart. 
Og så kom vi af sted på teltferie, en rigtig dejlig tur til Skagen i max blæsevejr men med højt humør. Jeg får lyst til at besøge Skagen igen, men i stedet om efteråret for at opleve lidt mere af det rigtige Skagen, og knap så meget rigdom og berømmelse som der er i denne uge. 
Albertes ferieindkøb blev en blomstret kjole fra H&M, hun er fan af tøj og sko frem for legetøj.

tirsdag den 30. april 2013

.




Forfriskninger til store og små, vi elsker smoothies og lige for tiden laver vi mango/ananas/papaya/banan smoothie, som smager lidt af sommer. 
Jeg har gang i et særligt projekt til min lille pige som fylder 3 år Grundlovsdag, jeg prøver at være i god tid, inden jeg for alvor rammer eksamenstiden. Mere om det projekt når det er færdigt.
Jeg har fået lov til at teste basic toppe fra Bilka. Jeg har før købt toppe i Bilka, fordi jeg netop synes kvaliteten er fin, og toppene er bløde. Jeg er ret glad for den stribede t-shirt jeg har fået, elsker striber, og den går ret godt til mit tøj. Ellers har jeg f.eks. en mint sweater, hvor det er fint med en mint toppe inden under så den har også været i brug. 
Jeg købte for nogle uger siden en ny plakat til Albertes værelse, en fin alfabetplakat fra Sirlig. Den er fin og enkel, og vi har allerede snakket meget om bogstaverne der er på. 

Produkterne fra Bilka er sponsoreret, men ordene og meningerne er helt mine egne.

onsdag den 13. marts 2013

Forår eller vinter?




Skal det være forår eller skal det være vinter? Det er som om at både jeg og vejret mikser årstiderne lige for tiden. Men er det ikke en del af charmen ved at bo i et land netop med årstiderne? Godt nok er jeg ikke fan af den sne som faldte så fint i går i store tunge snefnug, men i dag er det snart væk igen, og solens stråler kigger igen frem. Så går det nok, og så hurtigt som tiden går så er det forår inden vi har set os om, og indesyslerne bliver lagt lidt til side til fordel for udelivet. 
Forårsskoene til ALberte er i hus, lækre leo-sko fra Zara. Der sniger sig lidt påske ind i vores hjem, en hyggelig og dejlig lys højtid. Og så har jeg endelig noget nyt på pindene, en simpel trøje til mig selv i, hold nu fast, 50% morbærsilke, 10% bourettesilke og 40% uld - og med lidt tweedeffekt i.

God onsdag til alle - håber I kan holde varmen :-)

fredag den 4. januar 2013

Hverdag igen






2013 er godt i gang, med eksamenslæsning og hverdag, men efter en dejlig jul er det nu heller ikke så tosset endda. 
Jeg er i gang med et forhåbentlig hurtigt strikkeprojekt af nogle af resterne fra min cardigan. Vi skal nemlig en tur til Norge her i januar, og jeg håber jeg kan nå at lave et par lune hyggebukser færdig til Alberte, som hun kan få med. En lille and er flyttet ind her, en julegave fra min søster, som jeg er meget glad for (Asmussen dråbestagerne i baggrunden er iøvrigt kære arvestykker fra mine bedsteforældre). Lidt forår i form af perlehyacinter er rykket ind. Og så lagde jeg året ud med at få styr på vores hjem, så der nu er mere ryddelig, og der er mine fine æsker fra HAY en god hjælp, og så er de jo i sig selv fine at kigge på. Inden julen efterlyste jeg nogle Liberty rester og både Katrine og Karen Elisabeth havde nogle jeg måtte købe, så nu er der ingen undskyld for ikke at komme i gang med patchworkprojekterne (andet end manglende tid selvfølgelig).