Viser opslag med etiketten natur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten natur. Vis alle opslag

søndag den 1. november 2015

(U)hyggelig weekend






*HAPPY HALLOWEEN*

Weekenden er ved at være slut. Det har været nogle hyggelige dage her sidst på ugen, med fokus på Halloween med pynt, krøllede små spøgelser, slik, græskarlygter og græskarsuppe med tilhørende troldefingre. Jeg må indrømme at jeg synes Halloween er en hyggelig ny tradition. En tradition med masse af idéer til at gøre noget sjov med og for børnene. Vi er vist alle fan herhjemme! Ud over alt det hyggelige uhygge, så er det også blevet til flere skønne ture i naturen. Efterårsluften er så frisk og skarp og det er fantastisk at gå en masse ture, og nyde farverne og lyset. Her til aften da solen lige akkurat var gået ned, gik jeg en tur med Bertram, og vi fik den fineste naturoplevelse med en rovfugl der dykkede ned rundt om os, for til sidst at hive en mus med op fra jorden. 

onsdag den 30. september 2015

September






September var først regn og efterår, men slutter af med manér med en masse solskin og lune timer. Det er perfekt at få en lille solskinsindsprøjtningen inden det for alvor bliver efterår. 
Der er sket et skift i råvarerne der følger med årstiden, fra de sidste jordbær til brombær, æbler og kål. Jeg elsker virkelig æbler, og at man kan bruge dem på så mange måder. Jeg har lavet en lille portion hasselnøddecreme (eller hjemmelavet nutella om man vil), man bevarer smagen af nødder hvilket jeg synes er fantastisk. Og den lille bog "Naturens spiselige frugter" kan jeg altså godt anbefale hvis man synes det er hyggeligt at tage på samletur i naturen. Smoothie in a bowl (øverste billede) er jeg blevet rigtig glad for som morgenmad. Jeg blender varmebehandlet jordbær eller hindbær, banan, yoghurt naturel, mælk og lidt vanillepulver. Og topper det så med lækre sager af hvad vi lige har.

I morgen starter oktober - måneden der byder på efterårshygge, blade i smukke farver, flere æbleretter, græskar, og nogle hyggelige familiesammenkomster for vores vedkommende. Jeg glæder mig!

tirsdag den 25. august 2015

Sensommer









Sensommeren er så utrolig fin i år med masse af solskin og lune dage. Alligevel fornemmer man hvilken vej det går, mod mørkere og køligere tider. Men det er også helt okay, især med de skønne sommerdage vi har nået at få her i august.

Jeg har hæklet en abe til Bertram, han er glad for dyr, og med særlig fokus på aber lige nu. Jeg har hæklet den i frihånd, og synes det var et hyggeligt projekt. 

I går var jeg på en lille mirabellejagt, og fik lavet mirabellegrød af det jeg fik plukket. Det er fantastisk hvordan naturen deler ud af frugter og bær lige nu. Glæder mig til det bliver tid til at plukke brombær.

fredag den 7. august 2015

I have og køkken









Den første uge af august er gået, og det har været en uge med skønt vejr, og for mit vedkommende med lidt fokus på at lave lidt godt i køkkenet og på min lille have. Der er mange fine blomster lige nu, og jeg kommer virkelig til at savne det hen over efteråret og vinteren kan jeg mærke. 
Jeg er rigtig glad for mad, det skal ikke være nogen hemmelighed, og jeg har også sat mig for at lave flere gode ting til køleskabet og forsøge mig med mere hjemmebag. Noget jeg i forvejen har gjort en del, men som jeg vil prøve at skrue en tand ekstra op. Én gang før har jeg prøvet at bage pitabrød selv, men så fandt jeg denne opskrift, og brødene blev virkelig gode. Det kan anbefales - især hvis man som jeg synes at købepitabrød er noget af det kedeligste.

onsdag den 27. maj 2015

Om lidt er det sommer...







Der er noget helt særligt over at man år efter år kan glædes over de små ting ved årstidernes skiften. Lige nu er det de første rabarber, de første danske jordbær med fløde, de første syrener, den første buket fra grøftekanten. Det er bare helt særligt hvert år. Det er den slags små glæder jeg gerne vil at mine børn skal vokse op med. Syrenerne og deres duft minder mig om min egen barndom, om de store syrenbusker lige uden for døren. 
Jeg strikker for første gang i bomuld, Alberte er en taknemmelig modtager af strik, hun elsker alt hvad jeg laver til hende, og denne gang er det en sommertop/tunika der er på pindene.

Rigtig god dag!.... jeg har ladet mig fortælle at lunt sommervejr er på vej til os i næste uge, det håber vi på :-)

torsdag den 23. april 2015

Glimt








Jeg gemmer lidt glimt her på bloggen. Lidt glimt der gemmer noget af alt det fine i hver dag. En træt sørøver hentet hjem fra vuggestuen, den smukke natur omkring os og alt det forårsfine. Og hverdagsmad når det er hyggeligt og godt.

søndag den 5. april 2015

Påske








Forårsblomster, påskechokolade i lange baner, solskin, karse og glade børn der elsker foråret. 
Der er påskeferie, og det har været dejligt for alle. Vi nyder naturen og familien, det er skønt at vejret har været så godt. Det er blevet til en smuk tur på Trehøje i Mols Bjerge. Børnene snød sig ud på terrassen en dag uden overtøj, lidt for koldt men de glæder sig i stor stil til at det bliver lunere. Vi er alle fire glade for udelivet og jeg glæder mig over at vi går en tid i møde, hvor der bliver mere og mere af det.

God påske til alle! Nyd de sidste par dage :-)