Da det viste sig at vi venter endnu et lille familiemedlem, var vi klar over at vores lille hjem skulle forandres lidt for at der blev plads. Vi har kun 83 m2 og kun to værelser der kan bruges til soveværelse og børneværelse. Alberte har fra start haft det mindste rum som værelse og vi havde det største som soveværelse og med et lille kreahjørne til mig. Men ved at der i fremtiden skal bo to børn på børneværelset blev hun flyttet ind på det store værelse.
Jeg ledte i noget tid efter en sengeløsning til os som gav mere opbevaringsplads (vi har i forvejen indbygget skabe i begge rum), så der også er til lillebrors tøj og ting i hjemmet, men også en løsning hvor vi ville få et funktionelt soveværelse. Inspirationen startede med dette børneværelse, hvor man havde bygget en seng selv. Jeg havde lyst til at overføre det selvbyggede til vores soveværelse og fandt yderligere inspiration i flere boligliv blade hvor der blev brugt Malm kommoder fra Ikea til at give ekstra opbevaringsplads, specielt sengene i nr. 9/2012 og nr. 6/2012 inspirerede mig. Samtidig fandt jeg også en anden blogger som havde lavet en seng med Malm kommoder, og nu var idéen klar til at blive udført, for det var en løsning som passede til vores lille værelse som præcis er 2 m fra den ene væg til den anden. De sidste to weekender har mine forældre så hjulpet os med at male rummene og udføre idéen, og nedenunder kan I se via billederne hvordan sengen er bygget op. Det giver os nu 4 ekstra kommoder i hjemmet med plads til opbevaring, samtidig har vi et stort hulrum under sengen med plads til ting og sager som kun bliver brugt få gange men som ikke kan klare klimaet på vores loft. Bl.a. har vi en ekstra sammerullet madras, ekstra sovepose og tæpper, og vores telt får også plads under sengen. Sengen måler 160x200 som for nogen er en lille seng. For os er det luksus, vi havde nemlig kun en 120x200 før så der var plads til mit kreahjørne i det gamle soveværelse. Der kunne godt have været plads til en 180x200 i det nye, men vi har også min gamle arvekommode der skulle være plads til. Vi håbede der kunne være plads til fem kommoder under sengen, men i stedet fik vi et hul ind til hulrummet i den ene side. Vi har købt en ekstra Ikea skammel i hjemmet for at børn og gravide nemmere kan komme op i sengen ;-) Og ellers har vi også købt nye reoler fra Trævarefabrikkernes udsalg som giver ekstra opbevaring på væggen, Alberte har fået plads til et par af hendes bøger her, det er nemlig hyggeligt at hoppe ind i mor og fars seng om morgenen og putte med hyggelæsning. Ellers har vi ikke indrettet os så meget i rummet endnu, ting tager ekstra tid med bækkenløsning, men rummet er færdigbygget og vi er virkelig glade for det.
Skulle du selv have lyst til at gå i gang, skal du endelig spørge hvis der er nogle spørgsmål.