fredag den 29. november 2013

Juleglimt




Små glimt af hvordan julen kommer til at se ud her hjemme. Adventslysene er meget simple i år i form af kubusstagen og de hæklede kogler. Lidt kedelig i virkeligheden, men kreativiteten var ikke til mere. Du kan se vores adventsdekoration fra 2012 lige her. Ellers består julepynten anno 2013 mest af lys, lidt guld, sølv og glimmer og så en fin mistelten. I går var jeg af sted for at købe et kalenderlys, og jeg var åbenbart sent ude, for der var et enkelt lys tilbage - skrammet og i sølv men sådan må det være i år.
Adventspakkerne er hængt op til Alberte, de fleste julegaver er købt og pynten er oppe, så nu kan december komme an, jeg har på fornemmelsen at det bliver den hurtigste december nogensinde med en lille ny i familien. Dagene flyver af sted.

mandag den 25. november 2013

Vi er fan af uld





Da jeg ventede Alberte blev der ikke strikket meget. Hun blev også født i juni, og var et meget varm barn, så det var ikke meget tøj hun krævede i starten. Jeg har så efterfølgende taget revanche og strikket meget til hende til vinterperioderne især. Denne gang har vi jo så fået et lille ja næsten vinterbarn, og det kræver jo lidt ulden tøj, og det er bestemt ikke nogen hemmelighed at jeg er stor fan af uld til børn fra inderst til yderst her i efteråret og vinteren. 
Sættet på første billede har min mor lavet til Bertram, det var "hjemkomst"-sættet, hun strikkede samme model til Alberte bare i andre farver. På billede to er der lidt af det jeg før har vist som jeg selv har fået strikket. Og det sidste billede er så af en lille vest jeg lige fik færdig på dagen hvor han blev født. En klassisk rib vest fra Babystrik på pinde 3 af Lene Holme Samsøe. Selv om det er et lille projekt, så synes jeg den var en smule kedelig at strikke. Men farven er så fin og færdig blev den.
Det sidste billede er af en dejlig pakke med uld fra Bilkas mærke Små Rollinger. Faktisk har vi brugt deres uld til Alberte så da jeg fik muligheden for at teste det til Bertram sagde jeg ja tak. Jeg har nemlig altid været glad for kvaliteten, og prisen er god i forhold til hvor meget uld hver vintersæson kræver. I pakken var der et par små leggings med fødder i, hvilket sikre at de små babyfusser er pakket ind.


Uldprodukterne fra Bilka er sendt som en testpakke, men ordene er helt mine egne.

torsdag den 21. november 2013

171113

Hvis der er lidt stille herinde er det fordi at vi natten mellem lørdag og søndag blev forældre til Bertram næsten en uge før termin. Vi befinder os i en barselsboble og nyder det. Vi har været hjemme alle fire hele ugen, og dagene flyder ud i et som det hører sig til i sådan tid.

Håber I hænger ved derude :-) Og bærer over med mig hvis jeg ikke lige får svaret rundt omkring :-)

lørdag den 16. november 2013

Barbie Give Away - en vinder

Så er det tid til at trække en vinder af den fine veninde til Barbie. Dejligt at læse hvor mange piger og drenge der kunne få glæde af en ny dukke - og så er jeg altså virkelig ked af jeg skrev man kunne vinde den til en heldig lille pige, for selvfølgelig måtte drengene også være med ;-)

Og nu til den heldige vinder som blev Tina og måske mest af alt hendes lille pige Merle. Håber hun bliver rigtig glad for den. Du må meget gerne sende en mail til mig med din adresse, så sørger jeg for at sende den videre :-)

fredag den 15. november 2013

Ventetid



Selv om jeg ikke er fan af at gå i venteposition, så er det vel nok det jeg er gået i de sidste par dage. Nu gider jeg virkelig ikke være gravid mere, og vil gerne bare på den anden side af fødslen. Det mærkelige er at dagene stadig går hurtige, så det er en anden form for venteposition end da jeg ventede Alberte. Jeg prøver også at fylde dagene med en masse gode ting, men med mange plukveer og dårligt bækken har man alligevel sine begrænsninger. 

Jeg kan varmt anbefale denne porrer/kikærtesuppe, den er meget nem og virkelig velsmagende. Og så har jeg taget et skridt nærmer den der juletid som venter forude. Jeg har været forbi genbrugen et par gange for at få fine platter med hjem, et par af dem skal min søster dog have. Og julestjernen er vel også et skridt tættere på jul, men det er efterhånden en tradition at min mor kommer med en til min fødselsdag.

Nu venter der en weekend med familien, den er helt fyldt op med familiefødselsdag for min niece og et hyggeligt krea-blogtræf på søndag. Jo jo man skal jo ikke ligge sig og vente bare fordi man er højgravid og en smule besværet :-)

Og husk lige min Barbie Give Away - jeg trækker en vinder i morgen :-)

tirsdag den 12. november 2013

Julepynt



Forleden modtog jeg det fineste julepynt med posten, og selv om det endnu er for tidligt for mig at pynte til jul, blev det lige testkørt for en stund. De fine engle er lavet af Jette Abildgård for Rikki Tikki, og jeg kan ret godt lide de sarte hvide og blå farver blandet med lidt guld. Der findes ret meget julepynt efterhånden, og meget af det kan nemt blive for meget for mig. Derfor synes jeg også at englene repræsenterer noget helt enkelt og fint, og som nemt passer ind i hjemmet.
Nu er de så pakket lidt væk igen og kommer frem til 1. dec. sammen med lidt andet pynt. Der er dog en ting vi har tyvstartet med og det er en fin stor stjerne med lys i vinduet. Det er efterhånden så mørkt i løbet af dagen så lidt ekstra lys er hyggeligt, og så får man også glæde af den fine stjerne i længere tid end blot i december.

Englene har jeg fået i en testpakke, men ordene er helt mine egne.

mandag den 11. november 2013

Weekend




I weekenden har der både været plads til gæster og stille hygge. Jeg havde fødselsdag, og vi havde inviteret gæster over to gange. Traditionen tro inviterede jeg til andesteg - denne gang havde gæsterne bare selv en del af maden med for at hjælpe lidt til pga. min bækkenløsning, helt perfekt og meget værdsat! Ellers er der blevet hæklet lidt kogler, lidt sløjfer og tegnet. Dejligt med en weekend hvor der er plads til det hele.

Rigtig god ny uge til alle!

lørdag den 9. november 2013

En lille piges store ønske - inkl. en Give Away






Jeg ved ikke hvad dit forhold er til Barbie, men jeg kan huske hvor glad jeg var for mine dukker da jeg var lille. Jeg havde en hel verden kørende med dukkerne og elskede alt det fine tøj og udstyr man kunne få til dukkerne. 

Alberte har længe snakket om at hun godt kunne tænke sig en Barbie, så da jeg blev spurgt om vi vil teste et par dukker,  tænkte jeg at det var et job Alberte gerne tog sig af.
Hun er vældig fascineret af det fine tøj og skoene de har på, hun er stadig lidt for lille til at bygge en stor leg op omkring dukkerne, men da jeg lavede en lille papkasse som dukkerne kunne sove i blev hendes leg med dem endnu bedre.

Give Away - vind en veninde til Barbie 

Har du mon også en lille pige derhjemme eller kender en lille pige som kunne tænke sig en veninde til Barbie - Midge som hun hedder - så har du muligheden for at vinde hende her. Alt du skal gøre er at skrive en kommentar til dette indlæg - og så trækker jeg en vinder om en uge d. 16/11 kl. 10.

Har du lyst til at se en lille tegnefilm med Barbie og hendes venner, kan du gøre det lige her:




Produkterne er leveret som testprodukter, men ordene er mine egne. Filmen er blot en lille tegnefilm, og ikke ment som en reklamefilm.

torsdag den 7. november 2013

Små forberedelser




Med termin 23. november er der ikke længe til vi bliver en mere i familien. Derfor har vi også i denne uge været ved at finde autostol og andet ned fra loftet, og vasket en del af det der skulle vaskes. Vi havde næsten intet tøj til ham i str. 50, og da Alberte brugte det i to måneder satser jeg også på at han skal starte ud i det. Så den anden dag sad jeg med Alberte og købte lidt hjem fra H&M, hun nød at være med til det, og da det kom med posten var hun stolt over at det var det tøj hun havde valgt til ham. Vi gør hvad vi kan for at hun kan være en del af det uden at det skal trækkes ned over hovedet på hende hele tiden. Jeg har også købt et par små uldne leggings fra Christina, de er dejlig varme, og jeg er stor fan af uld til børn i disse måneder. Jeg er også startet på det vel nok sidste lille strikkeprojekt til ham, en lille vest fra bogen Babystrik på pinde 3-3,5. Jeg synes den mørkegrønne farve er så skøn, men vesten er lidt kedelig at strikke, selv om det ellers er et overskueligt projekt.
Libero har været så sød at sende en testpakke til når han melder sin ankomst. En dejlig pakke der indeholder alt i babypleje som vi lige skal bruge. Ud over tingene på billedet, var der også babyolie, zinksalve og et lille tæppe. Alt sammen noget vi nok skal få stor glæde af.



Libero produkterne er sendt til mig som en testpakke, men ordene er helt mine egne.

onsdag den 6. november 2013

Fra de sidste dage




Lidt billeder fra de sidste dage. 

1 - Små hæklede pulsvarmere som Alberte ønskede sig efter at have set mine.

2 - Risengrødshygge.

3 - En pakke til min søster med min første hæklede grankogle. Opskriften finder du her.

4 - Julepynt in the making, lidt i god tid måske, men det var hyggeligt at sidde med. Nu er det efterhånden ved at være tørt og klar til at blive malet/lakeret en af de næste dage.

Og så er det tre dage siden at min blog havde 2 års fødselsdag. Jeg forstår ikke hvor tiden er blevet af, bloggen har bidraget med så mange positive ting i mit liv - frem for alt en masse nye bekendtskaber og venskaber :-)

søndag den 3. november 2013

I god tid med adventspakkerne



I år har jeg været i virkelig god tid med adventspakkerne, så allerede nu ligger pakkerne klar til det bliver d. 1. december og dermed første søndag i advent. Jeg har købt en Mumilågekalender som selvfølgelig er til den første søndag, en tallerken også med Mumi (Ja vi er glade for Mumi herhjemme). Så har jeg også fundet en bog med Lotte fra Spetakelmagergade, som er Albertes største idol og så blev det også til en lille snekugle med julemanden i, som er pakket ind med tallerkenen. Den sidste gave har jeg selv lavet til hende. Hun er stadig rigtig glad for hendes legekøkken og bruger det i mange forskellige lege, og da hun endnu ikke har et sushisæt besluttede jeg mig for at lave det til hende. Jeg har lavet det helt enkelt og igen har jeg sjusset mig frem til hvordan det skulle laves, og synes faktisk det er blevet en helt fin adventspakke. Jeg kan godt lide at der lige er en hjemmelavet gave blandt det købte, og jeg ved det falder i god jord alligevel.

Hvad med jer, er I også i gang med at tænke på adventspakker? Og er der mon nogle gode idéer til hjemmelavede pakker?