mandag den 24. november 2014

Test af uldtøj fra Bilka




Vi siger aldrig nej til at teste uldtøj, der bliver brugt så meget af det gennem efteråret, vinteren og det tidlige forår. Børnene har allerede i noget tid haft uldundertøj på. Det sikre at de holder sig varme både med uldundertøj på, men også med andet tøj i uld og selvfølgelig hjemmestrik. 
Ligesom sidste år har Bertram fået lov til at teste uldtøj fra Bilka, noget i 100% uld og noget i uld/bomuld. Og igen er vi rigtig glade for det. Elefanthuen har han brugt hver dag de sidste to uger, og den sidder rigtig godt, og så synes jeg den er fin med striberne. Ud over huen har han fået to trøjer, et par leggings og en langærmet body. Alt sammen noget vi er tilfredse med. 


Produkterne har vi fået som testprodukter i samarbejde med Bilka.

tirsdag den 11. november 2014

Hæklet Lille My - hjemmelavet adventsgave




Jeg synes der er noget fint ved at jeg selv hvert år har lavet en af børnenes adventspakker. Jeg håber det kan lære dem at værdsætte noget folk har brugt tid på og som ikke er købt. Indtil videre virker det meget godt med Alberte, hun elsker når jeg selv har lavet noget til hende. Sidste år fik hun dette sushisæt, og der er blevet leget rigtig meget med det siden. I år har jeg så hæklet en Lille My til hende, vi kan godt lide Mumi og da hun i forvejen har en hæklet Mumi fik jeg lyst til at lave Lille My. Jeg har hæklet hende efter fri fantasi og jeg synes hun er blevet meget god. Så mangler jeg bare en ting til Bertram, for han skal også have en ting jeg selv har lavet.

torsdag den 6. november 2014

Oktober blev til november







Jeg ved ikke hvad det er men der opstår næsten altid de samme sansefornemmelser hvert år, når vi rammer en ny årstid eller en ny måned. Og skiftet mellem oktober og november betyder for mig altid et skift mellem det skønneste efterår stadig med smukke solskinstimer, æbletid, uhygge og græskar og den slags i forbindelse med halloween, og til et efterår der nærmer sig julen og som bliver koldere og med mere indehygge. Vi pynter først til jul 1. søndag i advent, det er en tradition og det er så hyggeligt, og så når vi ikke at blive træt af julen inden den er omme. Men omkring starten af november begynder der lidt forberedelser og tanker omkring julen, især med de hjemmegjorte ting, men også med julegaveindkøbene. Begge måneder er rigtig hyggelige, og er altid fyldt med gode stunder. 
I søndags nåede jeg en tur i Magasin med Alberte for at lave pynt med Theresa Maria Jessing, og heldigvis var vi næsten de eneste der havde valgt at bruge søndagen på det, så vi endte med at have en rigtig hyggelig time hvor vi både fik lavet en kogle og en engel fra hendes nye bog Kastaniegaardens julebog. Og så fik vi en af hendes fine illustrationer med hjem til at klippe ud her til jul. 

søndag den 2. november 2014

Brunch




Efter en uge hvor det har været en smule op af bakke (de uger kender de fleste nok), så er det dejligt at sidde her søndag og se tilbage på en dejlig søndag for et par uger siden, hvor vi havde samlet noget af familien til brunch.
Jeg havde fået lov til at teste brunch fra brunchtid.dk - brunch leveret færdiglavet til døren. Det er altså et smart koncept. Maden var god, det var alle enige om. Jeg havde valgt den italienske brunch, og der var meget forskelligt, og rigeligt til at man kunne blive mæt. Vi fik den leveret anrettet og det gav lidt besvær i vores lille køkken at få sat alle skiferpladerne på køl indtil gæsterne kom. Men det gik, og maden holdte sig fint. De lune retter kom i ildfaste fade og skulle lige en tur i ovnen og så anrettes på pladerne. Et par dage efter skulle de to kasser med alt service stå klar uden for vores dør i dagtimerne, hvor det blev afhentet. Nemt og uden besvær for os. 
Vi fik en dejlig søndag uden stress og hvor vi sammen med gæsterne bare kunne hygge og nyde den færdiglavede mad.


Maden har jeg fået som en del af at teste brunchtid.dk.

mandag den 27. oktober 2014

Diamanter - med børnenes vandfarvetegninger




Lørdag hyggede jeg med Alberte med papir, pensler og saks. Hun elsker den slags kreativ hygge (gad vide hvor hun har det fra...), og det bliver nemmere og nemmere at inddrage hende i forskellige ting. Jeg havde set Myminmys fine diamanter, og tænkte om vi ikke selv kunne lave nogle, hvor Alberte malede papiret med vandfarver og jeg så efterfølgende kunne folde. På den måde var vi begge en del af det, og jeg synes resultatet blev rigtig fint.
Det er første gang jeg prøver at folde diamanter, og jeg har brugt denne DIY.

søndag den 26. oktober 2014

Vinderen af mobilcover


Tak til alle der havde lyst til at lege med! Jeg har fundet en vinder af et mobilcover fra onlinefotoservice.dk, som kan laves via deres app.
Vinderen er Dorthe, tillykke med det, hvis du sender en mail til mig (misen_p@hotmail.com), så skal jeg sørge for du kan få lavet dig et cover :-)


tirsdag den 21. oktober 2014

Høstjakke




For en uges tid siden blev min høstjakke endelig færdig. Jeg må indrømme at jeg synes den har været så kedelig at strikke, at den længe har ligget og ventet. Men nu er den færdig og jeg er rigtig glad for den, den er allerede blevet brugt flere gange. Jeg har ikke helt valgt samme garn som i opskriften, min er strikket med en tråd mohair og en tråd semilla uldgarn. Det betyder at min udgave er lidt lettere i det.

Opskriften er fra Pickles og jeg har strikket en xsmall.

torsdag den 16. oktober 2014

Give Away - Vind et mobilcover fra CEWE



Jeg har fået lov til at teste app'en fra Onlinefotoservice.dk (CEWE), og i den forbindelse har jeg lavet et mobilcover med et af mine yndlingsbilleder på. Det er faktisk første gang jeg har et cover, til trods for jeg har små børn i huset. Men jeg er rigtig glad for det personlige cover jeg har fået lavet. Jeg har som sagt brugt app'en (som du finder her og her) til at lave det og jeg synes det var lige til at gå til. Jeg valgte et billede jeg havde taget med min mobil og som jeg havde brugt et sort/hvid filter på, det påvirker nok billedekvaliteten en smule, men alligevel er jeg ret glad for det - sådan er det jo når det er et billede af ens små trunter. App'en kan også bruges til at lave andre fotoprodukter med, du kan klikke ind på ovenstående links og se mere.

Du har nu selv muligheden for at vinde et cover til din mobil. Alt du skal gøre er at lægge en kommentar under dette indlæg så trækker jeg en vinder søndag d. 26. oktober.

Jeg har desværre måtte lukke ned for anonyme kommentarer, da jeg i en længere periode har modtaget store mængder spam.


Produkterne har jeg modtaget som en del af at teste app'en.

tirsdag den 14. oktober 2014

Moesgård Museum





Området omkring Moesgård har vi brugt rigtig meget lige siden vi flyttede her til Århus. Og derfor har vi også fulgt lidt med i byggeriet af det nye museum, og glædet os en lille smule til at se det færdige resultat. I lørdags åbnede det så, og i dag måtte jeg trodse mit knap så velfungerende hoved for at komme ud og se det. Jeg synes byggeriet er flot og det er genialt når man har børn med at man kan udforske hele taget. Indenfor satte det lidt en begrænsning at vi havde klapvogn med pga lidt smalle gange og alle de andre besøgende. Udstillingen om Danmark i oldtiden var spændende, og gav anledning til mange spørgsmål fra den 4 årig - f.eks. var ham Grauballemanden lidt mærkelig, og hvorfor lå han der nede i et hul i gulvet hvis han er død. Og hvorfor havde man puttet gammelt hår i bur... Jo jo man oplever ligesom påny når man har mindre størrelser med. Mindstemand forstod jo ingenting, så han havde mest travlt med at charme og lave fis med folk.

Jeg kan varmt anbefale at besøge det nye museum, bygningen i sig selv er ret spændende - og den kan man jo opleve uden at betale entré. Og så kan man jo altid gå på opdagelse i omgivelser omkring, f.eks. er det historiske stirute rundt i skoven også en rigtig fin tur.

torsdag den 9. oktober 2014

To nemme hverdagsretter



Oven på sidste indlæg hvor jeg lige måtte perspektivere lidt over tingene, så kommer her lidt inspiration til to meget nemme hverdagsretter. Hvem elsker ikke når aftensmaden både kan være nem og lækker i hverdagene. 
Den første er fuldkornsspaghetti med savojkål, æbler, ærter, hvidløg, kryddersalt og lidt fløde - alt sammen vendt en tur på panden sammen med lidt smør. Retten blev toppet med lidt rosiner og nødder og serveret med mangochutney til. Vi har af og til kødfri dage så det fungerer fint her. 
Den anden ret er en simpel kartoffel/porresuppe toppet med ristet rugbrødstern, creme fraiche, parmesanost, sprødstegte spegepølsestykker og lidt brøndkarse. 

Ud over at det var nemme retter, var det også to retter hvor begge børn guffede det hele i sig - ja også savojkålen :-)

tirsdag den 7. oktober 2014

Små glimt og vigtige tanker




Et af mine indlæg med små glimt fra en hverdag, der er lidt anderledes end normalt med mig sygemeldt og kæresten på barsel. Om et par uger starter vores mindstemand i vuggestue, han når at blive 11 måneder, men jeg kan alligevel ikke helt forstå det allerede er tid til han skal ud af huset. Jeg har virkelig haft en god barsel hjemme med ham, som desværre blev afbrudt en smule af at jeg fik meningitis. Man ved aldrig hvornår man bliver ramt af den slags, og det er med at nyde de små ting i livet. Desværre er der mange der bliver ramt af meget værre ting, og det gør ondt i hjertet når man høre om børn og forældre der må kæmpe med sygdomme som kræft. De sidste par uger har jeg hist og pist fået en reminder om at der er andre der har det som deres skæbne, og selv om man ikke kan leve efter hvad andre går igennem, så skader det ikke at værdsætte de ting man har. Mit hoved skulle jo trods alt med tiden blive helt normalt igen. 

torsdag den 25. september 2014

En Eriks vest til Bertram




Han sidder ikke stille meget af tiden, men jeg har alligevel prøvet at fange ham i hans nye strikkede vest. Fin og enkel Eriks vest fra g-uld.dk, jeg har strikket den i en tråd kauni og en tråd alpaca fra Artesano. Det går lynhurtigt, og det var lige hvad jeg havde brug for, for Bertram manglede virkelig en vest efter vejret er blevet lidt køligere.

Bukserne med pingviner har jeg iøvrigt købt hos min søde veninde Christina med mærket Smuttii.

tirsdag den 23. september 2014





Vi har været en uge væk fra vante rammer og passet hus for mine forældre. Og jeg tror en uge væk fra det hele har været ganske  fint. Mine forældre bor på landet, og der har været plads til en masse udeliv i det skønne efterårsvejr. Jeg har fået Albertes stribede trøje færdig (opskrift fra strikkebogen Strik til banditter), hun er glad for den, og jeg nyder hun gider mine hjemmegjorte ting. Og ja når hovedet så ikke helt fungerer som det skal efter jeg fik meningitis, så er det fint at kunne bruge hænderne mens hovedet så får ro. Der venter mig et forløb på sygehuset for at få hovedet op i normalt gear igen. Det er desværre også derfor bloggen ofte bliver stille. I må bære over med mig, og så håber jeg I fortsat har lyst til at kigge forbi.

God tirsdag!