mandag den 27. oktober 2014

Diamanter - med børnenes vandfarvetegninger




Lørdag hyggede jeg med Alberte med papir, pensler og saks. Hun elsker den slags kreativ hygge (gad vide hvor hun har det fra...), og det bliver nemmere og nemmere at inddrage hende i forskellige ting. Jeg havde set Myminmys fine diamanter, og tænkte om vi ikke selv kunne lave nogle, hvor Alberte malede papiret med vandfarver og jeg så efterfølgende kunne folde. På den måde var vi begge en del af det, og jeg synes resultatet blev rigtig fint.
Det er første gang jeg prøver at folde diamanter, og jeg har brugt denne DIY.

søndag den 26. oktober 2014

Vinderen af mobilcover


Tak til alle der havde lyst til at lege med! Jeg har fundet en vinder af et mobilcover fra onlinefotoservice.dk, som kan laves via deres app.
Vinderen er Dorthe, tillykke med det, hvis du sender en mail til mig (misen_p@hotmail.com), så skal jeg sørge for du kan få lavet dig et cover :-)


tirsdag den 21. oktober 2014

Høstjakke




For en uges tid siden blev min høstjakke endelig færdig. Jeg må indrømme at jeg synes den har været så kedelig at strikke, at den længe har ligget og ventet. Men nu er den færdig og jeg er rigtig glad for den, den er allerede blevet brugt flere gange. Jeg har ikke helt valgt samme garn som i opskriften, min er strikket med en tråd mohair og en tråd semilla uldgarn. Det betyder at min udgave er lidt lettere i det.

Opskriften er fra Pickles og jeg har strikket en xsmall.

torsdag den 16. oktober 2014

Give Away - Vind et mobilcover fra CEWE



Jeg har fået lov til at teste app'en fra Onlinefotoservice.dk (CEWE), og i den forbindelse har jeg lavet et mobilcover med et af mine yndlingsbilleder på. Det er faktisk første gang jeg har et cover, til trods for jeg har små børn i huset. Men jeg er rigtig glad for det personlige cover jeg har fået lavet. Jeg har som sagt brugt app'en (som du finder her og her) til at lave det og jeg synes det var lige til at gå til. Jeg valgte et billede jeg havde taget med min mobil og som jeg havde brugt et sort/hvid filter på, det påvirker nok billedekvaliteten en smule, men alligevel er jeg ret glad for det - sådan er det jo når det er et billede af ens små trunter. App'en kan også bruges til at lave andre fotoprodukter med, du kan klikke ind på ovenstående links og se mere.

Du har nu selv muligheden for at vinde et cover til din mobil. Alt du skal gøre er at lægge en kommentar under dette indlæg så trækker jeg en vinder søndag d. 26. oktober.

Jeg har desværre måtte lukke ned for anonyme kommentarer, da jeg i en længere periode har modtaget store mængder spam.


Produkterne har jeg modtaget som en del af at teste app'en.

tirsdag den 14. oktober 2014

Moesgård Museum





Området omkring Moesgård har vi brugt rigtig meget lige siden vi flyttede her til Århus. Og derfor har vi også fulgt lidt med i byggeriet af det nye museum, og glædet os en lille smule til at se det færdige resultat. I lørdags åbnede det så, og i dag måtte jeg trodse mit knap så velfungerende hoved for at komme ud og se det. Jeg synes byggeriet er flot og det er genialt når man har børn med at man kan udforske hele taget. Indenfor satte det lidt en begrænsning at vi havde klapvogn med pga lidt smalle gange og alle de andre besøgende. Udstillingen om Danmark i oldtiden var spændende, og gav anledning til mange spørgsmål fra den 4 årig - f.eks. var ham Grauballemanden lidt mærkelig, og hvorfor lå han der nede i et hul i gulvet hvis han er død. Og hvorfor havde man puttet gammelt hår i bur... Jo jo man oplever ligesom påny når man har mindre størrelser med. Mindstemand forstod jo ingenting, så han havde mest travlt med at charme og lave fis med folk.

Jeg kan varmt anbefale at besøge det nye museum, bygningen i sig selv er ret spændende - og den kan man jo opleve uden at betale entré. Og så kan man jo altid gå på opdagelse i omgivelser omkring, f.eks. er det historiske stirute rundt i skoven også en rigtig fin tur.

torsdag den 9. oktober 2014

To nemme hverdagsretter



Oven på sidste indlæg hvor jeg lige måtte perspektivere lidt over tingene, så kommer her lidt inspiration til to meget nemme hverdagsretter. Hvem elsker ikke når aftensmaden både kan være nem og lækker i hverdagene. 
Den første er fuldkornsspaghetti med savojkål, æbler, ærter, hvidløg, kryddersalt og lidt fløde - alt sammen vendt en tur på panden sammen med lidt smør. Retten blev toppet med lidt rosiner og nødder og serveret med mangochutney til. Vi har af og til kødfri dage så det fungerer fint her. 
Den anden ret er en simpel kartoffel/porresuppe toppet med ristet rugbrødstern, creme fraiche, parmesanost, sprødstegte spegepølsestykker og lidt brøndkarse. 

Ud over at det var nemme retter, var det også to retter hvor begge børn guffede det hele i sig - ja også savojkålen :-)

tirsdag den 7. oktober 2014

Små glimt og vigtige tanker




Et af mine indlæg med små glimt fra en hverdag, der er lidt anderledes end normalt med mig sygemeldt og kæresten på barsel. Om et par uger starter vores mindstemand i vuggestue, han når at blive 11 måneder, men jeg kan alligevel ikke helt forstå det allerede er tid til han skal ud af huset. Jeg har virkelig haft en god barsel hjemme med ham, som desværre blev afbrudt en smule af at jeg fik meningitis. Man ved aldrig hvornår man bliver ramt af den slags, og det er med at nyde de små ting i livet. Desværre er der mange der bliver ramt af meget værre ting, og det gør ondt i hjertet når man høre om børn og forældre der må kæmpe med sygdomme som kræft. De sidste par uger har jeg hist og pist fået en reminder om at der er andre der har det som deres skæbne, og selv om man ikke kan leve efter hvad andre går igennem, så skader det ikke at værdsætte de ting man har. Mit hoved skulle jo trods alt med tiden blive helt normalt igen.