Viser opslag med etiketten Hjemme hos mig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjemme hos mig. Vis alle opslag

torsdag den 26. november 2015

Snart 1. advent







Med sne i sidste weekend kom julestemningen sig snigende, og der bliver hygget inde med lidt julestemning, og uden for er julelysene kommet op. På søndag er det første søndag i advent og juletiden starter for alvor. Jeg har adventsdekorationen klar, en nem en med pynt fra naturen. Nu skal der pakkes adventspakker ind, så de også er klar til på søndag.

tirsdag den 25. august 2015

Sensommer









Sensommeren er så utrolig fin i år med masse af solskin og lune dage. Alligevel fornemmer man hvilken vej det går, mod mørkere og køligere tider. Men det er også helt okay, især med de skønne sommerdage vi har nået at få her i august.

Jeg har hæklet en abe til Bertram, han er glad for dyr, og med særlig fokus på aber lige nu. Jeg har hæklet den i frihånd, og synes det var et hyggeligt projekt. 

I går var jeg på en lille mirabellejagt, og fik lavet mirabellegrød af det jeg fik plukket. Det er fantastisk hvordan naturen deler ud af frugter og bær lige nu. Glæder mig til det bliver tid til at plukke brombær.

fredag den 7. august 2015

I have og køkken









Den første uge af august er gået, og det har været en uge med skønt vejr, og for mit vedkommende med lidt fokus på at lave lidt godt i køkkenet og på min lille have. Der er mange fine blomster lige nu, og jeg kommer virkelig til at savne det hen over efteråret og vinteren kan jeg mærke. 
Jeg er rigtig glad for mad, det skal ikke være nogen hemmelighed, og jeg har også sat mig for at lave flere gode ting til køleskabet og forsøge mig med mere hjemmebag. Noget jeg i forvejen har gjort en del, men som jeg vil prøve at skrue en tand ekstra op. Én gang før har jeg prøvet at bage pitabrød selv, men så fandt jeg denne opskrift, og brødene blev virkelig gode. Det kan anbefales - især hvis man som jeg synes at købepitabrød er noget af det kedeligste.

torsdag den 23. april 2015

Glimt








Jeg gemmer lidt glimt her på bloggen. Lidt glimt der gemmer noget af alt det fine i hver dag. En træt sørøver hentet hjem fra vuggestuen, den smukke natur omkring os og alt det forårsfine. Og hverdagsmad når det er hyggeligt og godt.

torsdag den 6. november 2014

Oktober blev til november







Jeg ved ikke hvad det er men der opstår næsten altid de samme sansefornemmelser hvert år, når vi rammer en ny årstid eller en ny måned. Og skiftet mellem oktober og november betyder for mig altid et skift mellem det skønneste efterår stadig med smukke solskinstimer, æbletid, uhygge og græskar og den slags i forbindelse med halloween, og til et efterår der nærmer sig julen og som bliver koldere og med mere indehygge. Vi pynter først til jul 1. søndag i advent, det er en tradition og det er så hyggeligt, og så når vi ikke at blive træt af julen inden den er omme. Men omkring starten af november begynder der lidt forberedelser og tanker omkring julen, især med de hjemmegjorte ting, men også med julegaveindkøbene. Begge måneder er rigtig hyggelige, og er altid fyldt med gode stunder. 
I søndags nåede jeg en tur i Magasin med Alberte for at lave pynt med Theresa Maria Jessing, og heldigvis var vi næsten de eneste der havde valgt at bruge søndagen på det, så vi endte med at have en rigtig hyggelig time hvor vi både fik lavet en kogle og en engel fra hendes nye bog Kastaniegaardens julebog. Og så fik vi en af hendes fine illustrationer med hjem til at klippe ud her til jul. 

mandag den 5. maj 2014

Albertes have - og lidt om børnefodtøj





Selv om vi bor i et lille rækkehus, og har en have der minder om et lille frimærke, så prøver vi virkelig at udnytte pladsen. Alberte elsker at så og senere høste, sådan var det også sidste forår/sommer. Og det er ikke en engangsdille, hun vander, passer og følger med i det gennem hele sommeren. I år har hun sået et par ærteplanter i en krukke som allerede er kommet op, hun har tomatplanter der står til forspiring i køkkenvinduet, hun har et lille bed hvor der er sået sommerblomster (og der er også lidt som kommer igen fra sidste år), og så har hun sået lidt solsikker og gulerødder. Det er stort for hende at følge med i, og som I nok kan regne ud handler det ikke om kvantitet, men nærmere om glæden ved f.eks. blot at spise et par enkelte gulerødder man selv har dyrket. Jeg synes det er en god lære for børn at se hvordan det vi spiser bliver til, at det ikke bare kommer fra supermarkedet.
Ud over Albertes lille have har vi også et lille højbed med jordbær som allerede står med masse af blomster (de er kommet efter billederne blev taget), og ellers har vi et blomsterbed, en slyngrose op af terrassesiden og en masse krukker. Jeg håber en dag at få mere have, men indtil da er det bare med at nyde det vi har, og at vi sagtens kan få en fin lille udeplads ud af det.


Den sidste tid har Alberte ud over at passe sine planter også testet sandaler og gummistøvler fra Bilka. Og fantastisk nok har der jo allerede været vejr til at teste sandaler. Både gummistøvler og sandaler har været med på legeplads, i haven og afprøvet når hun bremser på løbecyklen. Indtil videre er vi rigtig tilfreds med dem. Man kan aldrig vurdere det helt før en hel sæson er gået, men jeg synes pasformen virker fin til hende, og begge par sidder godt på hendes fod. Og hun er selv meget tilfreds med farve og stil - noget en snart 4 årig helt sikkert har en mening om.

Sandaler og gummistøvler har vi fået til at teste, og ordene og meningerne om produkterne er mine egne.

onsdag den 30. april 2014

Grøn




Grøn er en dominerede farve udenfor lige pt, det pibler frem med blomster, blade og skud. Foråret er fantastisk, jeg elsker at man hver dag kan følge naturens udvikling, og jeg elsker at så og se tingene komme op.
Inden for er grøn også dominerende i forhold til de planter/blomster vi har. Førhen havde jeg ikke så mange grønne planter, men det har ændret sig. Det er jo også i den grad "moderne" med grønne planter og sukkulenter, og jeg ved ikke om det er det jeg er blevet fanget af, men de grønne planter virker fine i deres form og meget tidsløse. Og så er der en historie bag flere af dem - en har jeg lige fået som skud fra min søster, en har min mormor fremavlet og givet til mig, og så er der avocadotræet i vores køkkenvindue, som jeg selv har "lavet" ud af en avocadosten. Den er efterhånden så stor at den kunne trænge til en ny plads, men gulvplanter har vi ikke plads til i vores lille hjem.

mandag den 17. februar 2014

Glimt





Glimt fra den sidste tid, foråret begynder at snyde sig ind på de fleste. Det er stadig koldt, men solen viser sig noget mere end den gjorde i januar. Det giver ekstra energi, det hjælper også på det at der er flere lyse timer nu. Som altid når vi nærmer os en ny årstid, så nyder jeg det nye der venter forude. 
Forårsblomster, grene der springer ud på forskud indenfor, lyse farver - alt sammen noget der fylder vores hjem. I hovedet er det masse af nye projekter der fylder, men en ting af gangen - det er lige med at nå det hele, for der er jo også en lille baby der skal nusses, og han bliver iøvrigt 3 måneder i dag. Tiden flyver!