torsdag den 30. august 2012

Hæklet vest





Jeg har hæklet en lille vest til Alberte. Egentlig startede jeg med at strikke en vest i garnet, men det blev for kedeligt, og så valgte jeg at hækle en masse firkanter og samle dem til en vest i stedet. Det er en simpel model og krævede derfor ingen opskrift. Farven er lidt svær at fange, den er nok en blanding mellem farverne, der er afbilledet. Som prikken over i'et fandt jeg en gammel knap i gemmeren, som jeg synes er sød til. 
Det er efterhånden ret sjovt at tage billeder af Alberte, for hun har luret at hun skal smile, dreje lidt rundt osv. Hun viser rigtig meget tænder, for det er jo sådan man smiler... ik'. Iøvrigt er billederne her taget efter en dag i vuggestue, så trøje og vest er ikke lige farvekoordineret.

lørdag den 25. august 2012

Blogtræf



Så er der blogtræf i Lystrup (lidt nord for Århus) søndag d. 28. oktober 2012 kl. 10-16. Der er ingen planer for dagen, så kom glad med strikkepindene, hæklenålene, papir og æsker, perler osv. Der vil være mulighed for at lave fine lysestager i træ, dekoreret efter eget design. Yderligere vil der i løbet af dagen være udtrækning af fine live give-aways.
Arrangementet koster 50 kr., prisen dækker lokale og forplejning hele dagen. Yderligere vil der være en ekstra udgift, hvis man ønsker at lave lysestager (25 kr. for 2 stk.).
Hovederne bag arrangementet er Anna, Marianne, Gitte, Christina, Tanja, Anne-Sophie, Marianne (uden blog) og mig selv.
Tilmelding skal ske til Marianne på email: remiel@live.dk senest d. 5. oktober. Herefter vil man få yderligere info via mail.

Og her får I lige et glimt af hvordan mine hjemmegjorte stager kom til at se ud, da vi testede idéen den anden dag hos Gitte.

fredag den 24. august 2012

Nye leggings og nederdel




Den anden dag havde jeg symaskinen fremme igen, for at sy lidt tøj til Alberte inden hverdagen med studieliv for alvor går i gang på mandag. Det blev til leggings og en nederdel. Det er første gang jeg syr i strækstof, men det gik - trods en gammel symaskine. Jeg har brugt et mønster fra et gammelt Ingelise blad, og så har jeg kigget på denne diy hos Emilie. Nederdelen har jeg lavet før, denne gang kom der bare skråbånd på forneden. Generelt øver jeg mig i at lave en lidt pænere finish.

mandag den 20. august 2012

Blandede bolcher





#1 Jeg har købt nyt garn der skal blive til en cardigan til mig selv, dog skal det kun være med 4 af farverne, jeg kunne bare ikke beslutte mig. Inputs modtages gerne.
#2 En fin dronning ingrid har fundet vej til Lotusgryden.
#3 Da Alberte forleden skulle på overnatning hos bedsteforældrene, syede jeg som en overraskelse en sovepose til baby, så hun også var klar til en overnatning ude.
#4 Smukke asters på terrassen.
#5 Lidt småhæklerier bliver til af alt restegarnet der efterhånden er herhjemme.

søndag den 19. august 2012

Pinds mølle









Hvis du bor eller kommer omkring Århus området, så ligger der en fin plet et par kilometer fra Hasselager. Pinds mølle i Jeksendalen er et smukt område at gå tur i, inde i skoven kan man finde total ro og føle sig som den eneste der. Er man til at fiske, ligger der også en put & take i forbindelse med skoven. På en varm dag som i dag var der dejlig svalt i skoven. - Omend temperaturmåleren i bilen vidnede om en særdeles varm dag. Gummistøvlerne skyldes moderens helgardering ift. brombærkrat og småkravl.

tirsdag den 14. august 2012

Her bor også en mand...






På opfordring fra Line har jeg prøvet at fange, at der også bor en mand i vores lille hjem. Og sikke en udfordring, det er bestemt ikke sådan at min kæreste ikke får lov at bestemme noget i hjemmet, men lige omkring indretning er han lidt ligeglad. Han har sin Mac, sine bøger, kaffekværneren, sko og tøj og ikke mindst sit playstationgear (og ja et utrolig stort og grimt fladskærmstv som ikke er vist, og cykel og cykeludstyr som heldigvis er gemt i skuret ;-). På den anden side vil jeg nu også blive overrasket, hvis han en dag kom hjem med pyntenips, som han havde købt bare fordi det var pænt.
Tør du tage udfordringen op?

fredag den 10. august 2012

Mr. Monkey



Jeg prøver at minde mig selv om, at de ting jeg finder på pinterest, de skal også til en vis grad føres ud i livet - altså nogle af dem. Ellers mister pinterest lidt af idéen for mig. Aben her fandt jeg netop opskriften på på pinterest, og da jeg indimellem prøver at tømme ud i restegarnet, var det et fint lille projekt. Og modtageren, Alberte, er allerede glad for den, og har ventet tålmodigt på den siden jeg startede. Hæklede dyr kan nemlig godt ligge lidt i venteposition herhjemme, der er som regel andre projekter der fanger mere. Tanken om at lave legetøj af garn der alligevel bare ligger, kan jeg godt li'. Det behøver ikke at koste en masse at gøre de små glade.

mandag den 6. august 2012

Lidt Liberty lækkerhed til skoletasken




Har I fået nok af små punge/tasker/penalhuse med lynlås og for og nøglesnore? Det håber jeg ikke, for her kommer lidt mere. Symaskinen har været fremme i dag. Jeg ville lave et penalhus til mig selv, til jeg skal starte på studie. I lækker Liberty, er vild med det print. Lynlåsen blev mere tydelig, end hvad der var meningen, men synes faktisk det ser fint ud. DIY jeg har taget udgangspunkt i, finder du på min pinterest. Og endelig fik jeg også lavet en nøglesnor til mig selv, tror jeg skal hækle en lille pung/mobilcover der passer til, samme model som den til min søster

søndag den 5. august 2012

Til et lille nyt familiemedlem



Vi venter på en lille nevø skal melde sin ankomst i vores familie. Heldigvis kom han ikke før tid, for den strikkede vest til ham færdiggjorde jeg i går, og i dag har min svigerinde termin. Jeg har igen brugt min mors opskrift, som du kan finde gratis her. Denne gang har jeg strikket den i alpaca, så den kan holde ham varm her til efteråret, sidst var det i bomuld. Kortet til ham har Alberte hjulpet med, og idéen har jeg fået fra hende her.

onsdag den 1. august 2012

Viborg








I dag har vi været turister i Viborg, en by som ingen af os rigtig kendte, og som er så hyggelig, og bestemt et besøg værd. Og ja det er så undertegnet på nederste billede, selv bagfra er jeg ikke god til billeder af mig selv.