Viser opslag med etiketten hjemmelavede gaver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjemmelavede gaver. Vis alle opslag

tirsdag den 13. maj 2014

Strikket gave




Det er efterhånden nogle uger siden jeg fik denne kjole færdig og givet til en lille 3 årig fødselar. Der er flere familiemedlemmer som værdsætter de hjemmestrikkede gaver, og det udnytter jeg til fulde, for det er alligevel begrænset, hvor mange strikkede beklædningsdele mine egne børn kan nå at bruge. Men strikke skal jeg jo ;-)
Opskriften er fra Knit for your kid, og jeg har strikket den i Semilla i en lyserød/grå farve.

Og for den 3 årigs skyld var der selvfølgelig også et stykke legetøj med i gaven.

onsdag den 26. marts 2014

Hvad ønsker du dig allermest...


Når man spørger en kommende fire årig om det, regner man med hun siger en ny cykel, lego eller hvad der nu lige fanger hende for tiden. Men nej det var ikke det min kommende fire årig svarede, hun svarede efter at have tænkt sig lidt om, "Et nyt hyggetæppe i regnbuefarver, mit gamle du har syet er ved at være for lille, så det kan lillebror få". Og så tabte jeg næsten munden, for den havde jeg ikke set komme. Men jeg tog den til mig med det samme, og i mandags fik jeg så startet på tæppet som skal hækles. Jeg vil hækle en masse små farverige cirkler, og så samle dem med hvid baggrundsfarve. Så ikke noget fancy-smart grafisk tæppe, nej lige som hun gerne vil have det - en masse fine farver. Jeg håber jeg når at blive færdig til hendes fødselsdag i starten af juni, men jeg fornemmer at cirklerne faktisk er ret hyggelige (og hurtige) at hækle, men nu har jeg jo heller ikke hæklet så mange endnu.

lørdag den 28. december 2013

Nisseleg



Mit lille bidrag til min kreaklubs nisseleg i december foruden en lille pakke med papirgodter (poser, masking tape og stickers) som jeg sendte i starten af december. Men den egentlig gave blev en hjemmegjort en af slagsen. Jeg fik lavet lidt hvidt pynt - små grankogler hvor jeg tog udgangspunkt i opskriften fra Yarnfreak, små snebolde og en enkelt freestylet svamp. Jeg er selv glad for det hvide vinterlook, og jeg havde Gitte i tankerne da jeg skulle lave det, for jeg havde på fornemmelsen det også passede til hende. Tanken var at det kan bruges i dekorationer/bordpynt og med en snor i som pynt på grene. Som lidt ekstra havde jeg foldet sløjfer og sendt med og en lille notesbog fra Søstrene Grene. Som I nok kan se på pakken er jeg glad for prikker ;-) Jeg tror hun blev glad for pakken, og så må jeg vist også lave lidt af den hvide pynt til mig selv.

torsdag den 26. december 2013

Glædelig (bag) jul




En smule forsinket vil jeg ønske jer alle en glædelig jul - eller nærmere håbe at I alle allerede har haft en dejlig jul.
Vi har haft nogle skønne dage. D. 25. og i dag har vi ingen planer haft, noget vi mere eller mindre har holdt fast i siden Alberte blev født - især d. 25. Det betyder meget med lidt ro efter juleaften og så mødes vi igen med familien senere. Så derfor er det også først i morgen vi igen er på farten. 
Min søster har lavet det fineste julebillede til Alberte og Bertram, det er det fine billede med mumi på. Hun er så dygtig til at tegne, og er generelt vildt kreativ - hun burde blogge om alle hendes idéer (hint hint søster, hvis du kigger med). Til mig har hun startet min tranesamling, så nu er jeg da lidt på vej i ønsket om at få en uro med traner.
Jeg fik strikket en vest til min niece i julegave. Igen er det en opskrift af Lene Holme Samsøe som hedder Bløde blade. Jeg elsker at strikke hulmønster, det går stærkt fordi man lige skal have en ekstra pind med for at se hvordan mønstret udvikler sig. Vesten er strikket i Semilla fra BC Garn.
Jeg har været med i en nisseleg med min kreaklub, og jeg var så heldig juleaften at få en avvento stage til min lille samling. Og jeg fik gættet mig frem til at det var Gitte der var min nisse.

Fortsat god jul - jeg viser min lille nissepakke frem en af dagene :-) 

søndag den 3. november 2013

I god tid med adventspakkerne



I år har jeg været i virkelig god tid med adventspakkerne, så allerede nu ligger pakkerne klar til det bliver d. 1. december og dermed første søndag i advent. Jeg har købt en Mumilågekalender som selvfølgelig er til den første søndag, en tallerken også med Mumi (Ja vi er glade for Mumi herhjemme). Så har jeg også fundet en bog med Lotte fra Spetakelmagergade, som er Albertes største idol og så blev det også til en lille snekugle med julemanden i, som er pakket ind med tallerkenen. Den sidste gave har jeg selv lavet til hende. Hun er stadig rigtig glad for hendes legekøkken og bruger det i mange forskellige lege, og da hun endnu ikke har et sushisæt besluttede jeg mig for at lave det til hende. Jeg har lavet det helt enkelt og igen har jeg sjusset mig frem til hvordan det skulle laves, og synes faktisk det er blevet en helt fin adventspakke. Jeg kan godt lide at der lige er en hjemmelavet gave blandt det købte, og jeg ved det falder i god jord alligevel.

Hvad med jer, er I også i gang med at tænke på adventspakker? Og er der mon nogle gode idéer til hjemmelavede pakker?

onsdag den 30. oktober 2013

En hæklet pony og japansk dukke



De sidste dage har jeg fortsat med hæklerierne i sofaen, og det er blevet til to gaver til to søde små piger. Da Christina var så sød at dele opskriften på en hæklet My Little Pony så måtte jeg forsøge at lave en til Alberte. Hun har endnu ikke nogle af dem i plastik og kender egentlig ikke så meget til dem, men den hæklede udgave blev så den første. Og hun er virkelig glad for den.
Den lille japanske pige har jeg hæklet til min niece som siden hun var i Japan for nogle år siden har været vild med den slags. Jeg har ikke fundet nogen opskrift, så jeg måtte freestyle mig til noget der kunne minde om en japansk dukke. Jeg håber hun bliver glad for den.
Begge er hæklet som små "bare fordi" gaver - der behøver vel ikke være nogen grund til at gøre et par små piger glade :-)

torsdag den 3. oktober 2013

Surprise Babyshower







Tirsdag aften havde jeg inviteret til kreahygge hos mig for en flok piger jeg før har nævnt, nogen jeg har mødt gennem bloggen for 1,5 år siden. Hvad jeg ikke vidste var at de havde lavet en stor og skøn overraskelse til mig. De var gået all in på det amerikanske babyshower koncept og stod med balloner, pynt, kager og gaver da jeg åbnede døren for dem. Jeg blev så paf og vældig rørt over at de havde tænkt på mig på den måde, og det varmede så utrolig meget. Så piger af hjertet tak :-)
De fine gaver var mere eller mindre alle hjemmegjorte, arvet eller loppefund, og på den måde ramte de virkelig plet, og alle tingene betyder allerede rigtig meget.
Fine hæklede ting fra Anna. En stork til at hænge i loftet, en super fin ranke i papir og et lille hjerte fra Anne-Sophie. Den sødeste hund i fint stof fra Gitte. Et par små fine bukser fra Christina. Endnu et par fine bukser fra Marianne. Og fint legetøj med små biler fra Tanja.

Billederne af pynt og kage er iøvrigt af resterne dagen efter, tirsdag var jeg alt for rørt til at få taget billeder ;-)

tirsdag den 4. juni 2013

Fødselsdagsgave





For et par år siden fandt jeg denne retrodukkevogn på loppemarked, og købte den med hjem. Alberte var lidt over 1 år på det tidspunkt, men jeg synes ikke hun skulle have den før end hun forstod det. Så den blev sat på loftet, og glemt en smule. Og det er jeg glad for nu, for jeg glæder mig til at overraske hende med den i morgen på hendes 3 års fødselsdag. Vi har sat den lidt i stand, og jeg har syet sengetøj og madras og hæklet et lille tæppe og en barnevognskæde til den. Der er stadig lidt slid på kanterne af den et sted men skidt, det må være en del af charmen. Med den får hun også en Askepot babydukke købt i Disney Store. Jeg ved hun kommer til at elske det hele. Og så snakker vi ikke om at vi slet ikke har plads til den - men det skal jo ikke gå ud over barnet ;-)

onsdag den 17. april 2013

This & That





Om nogle uger har en af mine veninder termin, og jeg har på forskud hæklet en lille rangle til deres kommende datter. Jeg har freestylet den, og den er vist mest af alt kommet til at se ud som en is. 
Forleden fik jeg lavet noget ret lækker aftensmad: asparges, friske ærter og revet parmaskinke vendt på panden med hvidløg og krydderier, og til sidst med lidt fløde over. Serveret med kartoffelmos og stegte laksestykker. Virkelig godt.
Den bedste nyhed længe er vel nok at Lagkagehuset er åbnet i Århus (ja jeg er glad for mad, så derfor er den slags virkelig godt). Lagkagehuset er noget jeg af og til har savnet siden vi flyttede fra København, så det er en fryd at der nu også ligger en i Århus. 
Da jeg for nogle uger siden var i sommerhus, havde jeg små hjemmegjorte bidrag med til vores lille pakkeleg. Både sløjfe og nøgleringe er super nemme at lave.
Gerbera er smukke, men holder sig ikke oprejst så længe, så jeg klippede hovederne af dem, og kom dem i et fad, og nu holder de virkelig længe.

God solskins onsdag til alle!

søndag den 17. marts 2013

Weekend







Der har været plads til lidt forskelligt i weekenden. Vi er startet på lidt påskehygge, selve påskedagene er så hurtigt ovre, så vi hygger lidt på forskud. Min søster tippede mig om idéen med babushka haren til påskeæg, og jeg er helt vild med den.
Jeg har hæklet en sprutte færdig, og det må være første gang jeg er i så god tid, barnet der skal have den forventes nemlig først i midten af maj. Jeg har brugt denne diy
Vores køkkenvindue holder forårstankerne intakte mens snestormen raser ude, grønt til maden er altid prikken over i'et. 
I går forsøgte jeg mig med noget nyt, jeg bagte nemlig whoopies som vi tog med på besøg. Og noten til mig selv må være at selv om der står man skal lægge små klatter på pladen, så er det en god idé at flade dem lidt ud også, så er det nemmere at få fyldet i mellem. Opskriften jeg har brugt finder du her, og er super nem at gå til.

onsdag den 6. februar 2013

Blandede bolcher




I søndags blev jeg begavet af mine gæster bl.a. havde Anne-Sophie syet en flagranke til Alberte.
Foråret giver den fuld gas i vores hjem med løgplanter, kirsebærgrene og tulipaner. Det er fantastisk, men faktisk er naturen også selv ved at komme godt efter det, jeg kan i hvert fald se flere af vores forårsløgplanter der kigger op.
Vi har den seneste uge testet Fun One - stevia saft, og hånden på hjertet så kan jeg selvfølgelig godt lide tanken om, at der ikke er sukker i, men smagen er altså ikke mig. 
Efter jeg syede vores nye puder, havde jeg lidt stof igen, så de små kreaprojekter der skal med på farten har fået ny pose at bo i.

(Fun One Stevia saften er sponsoreret, men ordene er mine egne)

fredag den 28. december 2012

Hjemmegjorte gaver


Jeg nåede at få lavet en enkelt hjemmegjort julegave - En hæklet pude. Jeg lagde ud med at bruge en opskrift i bogen Homemade, men jeg er overbevist om der var en fejl i opskriften, så jeg fortsatte uden om opskriften. Og den er jo egentlig også simpel at lave. Min mor havde også lavet en julegave til Alberte, en dejlig lun vest. Jeg synes klart det er nogle af de bedste gaver både at give og få.

søndag den 23. december 2012

Lige om lidt...




...Er det jul. Og vi er helt klar og helt nede i julegear. I dag har været en skøn dagen før dagen, med kreatid til mig, impulsivt familiebesøg, og masse af sne. Et par små overraskelser er også blevet færdige, så nu kan juleaften bare kom an.

Jeg ønsker alle jer der kigger forbi en rigtig glædelig jul!