onsdag den 26. februar 2014

.





Solen strømmer ind af vinduerne for tiden, hvor er det bare skønt. 
Vi får fortsat lavet lidt klippeklister indimellem, den anden dag lavede vi mere fastelavnspynt og Alberte har nu fået et fint fastelavnsris i sit vindue, så mangler der bare at komme lidt slik på. Cirkelranken lavede vi også, Alberte valgte farver, jeg udstansede den og syede den sammen. Tranerne er til bordkort til Bertrams barnedåb. Og ja den lille babyfus i solskin er bare lille, buttet og lige til at spise. 

Ellers har vi den seneste tid testet fiskeolietabeletter fra Pikasol. Min kæreste var klar på at se om de kunne sikre at man ikke fik sure opstød som lovet, (noget han var meget træt af) og det kunne de, så dem indtager vi nu fast sammen med vitaminpillerne. Der var også små jelly-fisk med til Alberte med fiskeolie, og man må sige de også er godkendt, faktisk så meget at hun første gang spurgte om det var forskud på fredagsgodterne - det er så måske både godt og skidt ;-)


Fiskeolieprodukterne har jeg modtaget til at teste og give min mening om produkterne. Ordene er helt mine egne.

mandag den 17. februar 2014

Glimt





Glimt fra den sidste tid, foråret begynder at snyde sig ind på de fleste. Det er stadig koldt, men solen viser sig noget mere end den gjorde i januar. Det giver ekstra energi, det hjælper også på det at der er flere lyse timer nu. Som altid når vi nærmer os en ny årstid, så nyder jeg det nye der venter forude. 
Forårsblomster, grene der springer ud på forskud indenfor, lyse farver - alt sammen noget der fylder vores hjem. I hovedet er det masse af nye projekter der fylder, men en ting af gangen - det er lige med at nå det hele, for der er jo også en lille baby der skal nusses, og han bliver iøvrigt 3 måneder i dag. Tiden flyver!

onsdag den 12. februar 2014

Kreativ vinterferie






Så er det blevet onsdag igen, onsdag er tilsyneladende min blogdag, hvor jeg får lavet indlæg. Et enkelt indlæg om ugen er nu ikke meget, men tiden flyver af sted lige for tiden.

Vi er godt i gang med uge 7 og det betyder vinterferie. Normalt har jeg ikke vinterferie når jeg læser og kæresten har heller ikke, så jeg har udnyttet barslen til at give Alberte lidt ekstra hjemmedage. De sidste to dage har den så stået på en masse kreativ hygge, noget vi elsker at gøre sammen. Vi har haft gang i perlepladerne og fundet motiver på pinterest. Vi har lavet lidt pynt at kigge på til Bertram, når han ligger på maven på puslehynden. Og legekøkkenet er blevet opgraderet med lidt pynt, det betyder også at det nu er en restaurant Alberte har, ifølge hende selv, hvor man kan se hvad man kan bestille. 
I weekenden var vi på en endagstur til København for at besøge min søster og der havde min niece også lavet perleplader, nemlig disney prinsesserne som var en sød gave til Alberte, der elsker de prinsesser. Jeg kom også i gang med at folde traner efter kyndig vejledning fra min søster, så nu skal der bare foldes en masse.
I går tyvstartede vi på fastelavnspynten, og fik lavet nogle fine katte til at hænge på fastelavnsriset. Jeg blev inspireret på instagram hos hende her og fandt hurtigt denne diy på pinterest. Så nu er kattene klar og nogle af dem har allerede fået en plads på nogle forårsgrene i stuen.
Det øverste billede er et sneak peak på det strikkeprojekt jeg har på pindene lige pt. 

onsdag den 5. februar 2014

Elefanthue


Den anden dag fik jeg en strikket elefanthue til Bertram færdig. Opskriften er fra Drops hvor jeg har tilføjet en rib rundt i kanten efter at have set det hos Nina, dog ikke på helt samme måde. Huen er virkelig nem og hurtig at strikke, og jeg kunne godt finde på at strikke den igen en anden gang. Jeg har strikket den i Arwetta fra Filcolana, jeg har nemlig en lille gylper, så det er nemt at kunne smide den i vaskemaskinen. Og så havde jeg også en rest liggende fra de strikkede smækbukser.

God onsdag - nu begynder solen endelig at kigge frem igen en gang imellem, det giver jo næsten forårsfornemmelser :-)