Viser opslag med etiketten Have. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Have. Vis alle opslag

tirsdag den 25. august 2015

Sensommer









Sensommeren er så utrolig fin i år med masse af solskin og lune dage. Alligevel fornemmer man hvilken vej det går, mod mørkere og køligere tider. Men det er også helt okay, især med de skønne sommerdage vi har nået at få her i august.

Jeg har hæklet en abe til Bertram, han er glad for dyr, og med særlig fokus på aber lige nu. Jeg har hæklet den i frihånd, og synes det var et hyggeligt projekt. 

I går var jeg på en lille mirabellejagt, og fik lavet mirabellegrød af det jeg fik plukket. Det er fantastisk hvordan naturen deler ud af frugter og bær lige nu. Glæder mig til det bliver tid til at plukke brombær.

fredag den 7. august 2015

I have og køkken









Den første uge af august er gået, og det har været en uge med skønt vejr, og for mit vedkommende med lidt fokus på at lave lidt godt i køkkenet og på min lille have. Der er mange fine blomster lige nu, og jeg kommer virkelig til at savne det hen over efteråret og vinteren kan jeg mærke. 
Jeg er rigtig glad for mad, det skal ikke være nogen hemmelighed, og jeg har også sat mig for at lave flere gode ting til køleskabet og forsøge mig med mere hjemmebag. Noget jeg i forvejen har gjort en del, men som jeg vil prøve at skrue en tand ekstra op. Én gang før har jeg prøvet at bage pitabrød selv, men så fandt jeg denne opskrift, og brødene blev virkelig gode. Det kan anbefales - især hvis man som jeg synes at købepitabrød er noget af det kedeligste.

tirsdag den 28. juli 2015

Sommerpostkort












Tre ugers sommerferie sluttede i søndags. En sommerferie med god mad, tur til Langeland, kanotur, hygge ude men bestemt også inde i det omskiftelige vejr. Vi har været på Dokk1, på rundtur på Djursland med besøg hos Mols Kafferisteri og Ebeltoft Gårdbryggeri - begge steder kan varmt anbefales. Vi har været på opdagelse i regnvejr med små dyr under lup. Vi har badet i alt for koldt vand, og været en tur i Givskud zoo, og vi har nydt vores lille have. Men vigtigst af alt har vi haft en sommerferie med en masse familienærvær, hvor der har været ekstra tid til at læse og lave feriedagbog med Alberte, og hvor Bertram næsten hver dag er kommet med et nyt ord. 

søndag den 31. august 2014

Høstmarked i Den Økologiske Have









Eftermiddagen i dag blev brugt i Den Økologiske Have ved Odder. Skønt sted med plads til små fine oplevelser i naturen. Jeg kan mærke hvor meget jeg ønsker mig urtehave, frugttræer og blomsterbede når jeg er sådan et sted. Det er fantastisk når man fornemmer hvad høsttiden kunne give af lækkerier hvis blot man havde en stor have. Jeg kan varmt anbefale at besøge haven hvis du er til den slags. De har også en fin lille butik/café hvor jeg fik mig en fin plakat med krydderurter illustreret af Kirsten Tind.

Håber også jeres søndag har været skøn!

fredag den 20. juni 2014

Roser















En hel masse billeder af de smukkeste roser som vælter frem i mine forældres have. Min mor har i denne uge hjulpet mig med at passe Bertram, og onsdag tog vi ud til dem og nød den store have og masse af frisk luft. Roserne er jeg helt betaget af, og nogle af dem måtte foreviges.