Viser opslag med etiketten Indretning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Indretning. Vis alle opslag

torsdag den 22. august 2013

Selvbygget seng - en slags DIY i billeder

Da det viste sig at vi venter endnu et lille familiemedlem, var vi klar over at vores lille hjem skulle forandres lidt for at der blev plads. Vi har kun 83 m2 og kun to værelser der kan bruges til soveværelse og børneværelse. Alberte har fra start haft det mindste rum som værelse og vi havde det største som soveværelse og med et lille kreahjørne til mig. Men ved at der i fremtiden skal bo to børn på børneværelset blev hun flyttet ind på det store værelse. 
Jeg ledte i noget tid efter en sengeløsning til os som gav mere opbevaringsplads (vi har i forvejen indbygget skabe i begge rum), så der også er til lillebrors tøj og ting i hjemmet, men også en løsning hvor vi ville få et funktionelt soveværelse. Inspirationen startede med dette børneværelse, hvor man havde bygget en seng selv. Jeg havde lyst til at overføre det selvbyggede til vores soveværelse og fandt yderligere inspiration i flere boligliv blade hvor der blev brugt Malm kommoder fra Ikea til at give ekstra opbevaringsplads, specielt sengene i nr. 9/2012 og nr. 6/2012 inspirerede mig. Samtidig fandt jeg også en anden blogger som havde lavet en seng med Malm kommoder, og nu var idéen klar til at blive udført, for det var en løsning som passede til vores lille værelse som præcis er 2 m fra den ene væg til den anden. De sidste to weekender har mine forældre så hjulpet os med at male rummene og udføre idéen, og nedenunder kan I se via billederne hvordan sengen er bygget op. Det giver os nu 4 ekstra kommoder i hjemmet med plads til opbevaring, samtidig har vi et stort hulrum under sengen med plads til ting og sager som kun bliver brugt få gange men som ikke kan klare klimaet på vores loft. Bl.a. har vi en ekstra sammerullet madras, ekstra sovepose og tæpper, og vores telt får også plads under sengen. Sengen måler 160x200 som for nogen er en lille seng. For os er det luksus, vi havde nemlig kun en 120x200 før så der var plads til mit kreahjørne i det gamle soveværelse. Der kunne godt have været plads til en 180x200 i det nye, men vi har også min gamle arvekommode der skulle være plads til. Vi håbede der kunne være plads til fem kommoder under sengen, men i stedet fik vi et hul ind til hulrummet i den ene side. Vi har købt en ekstra Ikea skammel i hjemmet for at børn og gravide nemmere kan komme op i sengen ;-) Og ellers har vi også købt nye reoler fra Trævarefabrikkernes udsalg som giver ekstra opbevaring på væggen, Alberte har fået plads til et par af hendes bøger her, det er nemlig hyggeligt at hoppe ind i mor og fars seng om morgenen og putte med hyggelæsning. Ellers har vi ikke indrettet os så meget i rummet endnu, ting tager ekstra tid med bækkenløsning, men rummet er færdigbygget og vi er virkelig glade for det.
Skulle du selv have lyst til at gå i gang, skal du endelig spørge hvis der er nogle spørgsmål.






torsdag den 31. januar 2013

Noget der minder om ferie




Der er virkelig dømt stille uge oven på eksamen, og jeg nyder det fuldt ud. Der er både plads til ferie med datteren, lidt kreatid, og stille opstart på næste semester. 
Siden vi fik sengetæppet fra HAY i julegave, trængte de gamle puder vi havde til en opløftning. Jeg har set mange fine puder også fra HAY og fermliving som jeg kunne tænke mig, men da økonomien ikke er til det, købte jeg noget billigt bomuldslærred i Stof & Stil og syede bånd på fra HAY, så der var lidt detalje på. Det kostede 60 kr at lave puderne, båndet har jeg fået foræret. Jeg er ikke en ørn til at sy, men det er alligevel et fint alternativ til dyre puder. Den stribede pude havde vi før, og den er fra H&M. 
Jeg har også lavet et lille og meget simpelt korsstingsbroderi, jeg har set en del sjove tekstbroderier på pinterest, og dette passede fint til soveværelset. 
I weekenden tog vi forskud på fastelavn, og bagte fastelavnsboller. Jeg havde set reklame for dem på flere blogs, og røg lige i fælden. Men gode var de, opskriften er denne.
Ellers er jeg kommet i gang med lidt patchwork, det er første gang, så jeg starter ud med noget så simpelt som en forside til en pude. Jeg har set idéen til at bruge clips i stedet for at ri hos Anne.

Og så vil jeg sige tak for den store opbakning til min give away, håber jeg kan friste flere til at lege med :-) God dag. 

fredag den 4. januar 2013

Hverdag igen






2013 er godt i gang, med eksamenslæsning og hverdag, men efter en dejlig jul er det nu heller ikke så tosset endda. 
Jeg er i gang med et forhåbentlig hurtigt strikkeprojekt af nogle af resterne fra min cardigan. Vi skal nemlig en tur til Norge her i januar, og jeg håber jeg kan nå at lave et par lune hyggebukser færdig til Alberte, som hun kan få med. En lille and er flyttet ind her, en julegave fra min søster, som jeg er meget glad for (Asmussen dråbestagerne i baggrunden er iøvrigt kære arvestykker fra mine bedsteforældre). Lidt forår i form af perlehyacinter er rykket ind. Og så lagde jeg året ud med at få styr på vores hjem, så der nu er mere ryddelig, og der er mine fine æsker fra HAY en god hjælp, og så er de jo i sig selv fine at kigge på. Inden julen efterlyste jeg nogle Liberty rester og både Katrine og Karen Elisabeth havde nogle jeg måtte købe, så nu er der ingen undskyld for ikke at komme i gang med patchworkprojekterne (andet end manglende tid selvfølgelig). 

fredag den 30. november 2012




Jeg har fået en lille illustration som betyder ret meget for mig, den er lavet personligt til mig, og rammer ret godt. Det er Mille, som har tegnet den og fundet på det lille vers. Lige nu er den placeret over min "strikkeplads", men jeg vil egentlig gerne have den fremhævet lidt mere. 
Jeg har hæklet nogle vimpelranker i denne uge, egentlig tiltænkt et julemarked, der slet ikke var noget salg i. Så hvis nogen har interesse i at købe må de sige til, jeg har yderligere en ud over de viste (i lyserød, karrygul og sort). 
Vores gang har også fået lidt nyt på væggen, det er fine prints min kæreste gav mig i fødselsdagsgave (de 2 Bob Noon kort), er vild med Århus Rådhus har fundet vej til et af dem. 
I mandags da jeg mødtes med mine krea-veninder, havde Gitte en "bare-fordi" julegave med til os alle (7!), en fin lysestage, og jeg blev helt rørt over den fine tanke som lå bag. (psst Gitte har lige startet en give away - så kig ind til hende og leg med).

fredag den 16. november 2012

Lampe og lidt andet nyt





Da jeg skulle bytte en gave fra kæresten, kom jeg hjem med en ny lampe fra Nordic Tales. Det var kærlighed ved første blik - hvis man kan sige det om en lampe, træet, den fine stofledning og den flotte store pære er lige min smag. Den kommer slet ikke til sin ret på billeder. Papirssugerørene kunne jeg ikke stå for da jeg så dem i Plint, smoothien smager ligesom bedre med dem;-) Risengrød indtages af de "rigtige" gammeldags risengrødsskåle fra en lille lokal pottemager fra den by jeg er opvokset i. Dem fik jeg også i fødselsdagsgave - ligesom den fine Helbak smørkrukke i baggrunden.  Og så gjorde jeg lidt gode fremtidige køb til Alberte, da jeg fik et tip fra hende her om ophørsudsalg hos Pipsqueak.

tirsdag den 14. august 2012

Her bor også en mand...






På opfordring fra Line har jeg prøvet at fange, at der også bor en mand i vores lille hjem. Og sikke en udfordring, det er bestemt ikke sådan at min kæreste ikke får lov at bestemme noget i hjemmet, men lige omkring indretning er han lidt ligeglad. Han har sin Mac, sine bøger, kaffekværneren, sko og tøj og ikke mindst sit playstationgear (og ja et utrolig stort og grimt fladskærmstv som ikke er vist, og cykel og cykeludstyr som heldigvis er gemt i skuret ;-). På den anden side vil jeg nu også blive overrasket, hvis han en dag kom hjem med pyntenips, som han havde købt bare fordi det var pænt.
Tør du tage udfordringen op?

søndag den 22. april 2012

Endnu en ny ting i stuen

Ud over de nye puder jeg har fået syet, så har vi også fået et lille nyt møbel. Et lille loppebord. Vi har i forvejen et skrivebord i teaktræ, og da vi bor på kun 80 m2, synes jeg godt det kan blive for mørkt i hjemmet med for mange mørke møbler. Samtidig var bordets overflade ikke alt for pæn. Så det lille bord har fået en klat malling, det er det eneste møbel med farve på i hjemmet, og jeg er egentlig godt tilfreds. Og ja som I kan se så er der top på strikkekurven (eller rettere én af dem), så det er ikke garn der mangler.


onsdag den 11. januar 2012

Nyt i køkkenet

Det jeg ledte efter i genbrugsen den anden dag, var en tallerkenrække. En ret traditionel ting må man sige, men den skulle have et specielt mål, da væggen ikke er så stor. Så jeg endte med at finde en på nettet i ny stand (med gammelt look). Jeg havde fået et fint fad i julegave, og da der er i forvejen er lidt trængt i køkkenet, blev vi enige om at vi skulle have en tallerkenrække. Så kan et par af fadene være der, og den skaber faktisk også lidt hygge. Min kære kæreste var så sød at hænge den op med det samme i går. Jeg kan godt lide når der sker lidt nyt i hjemmet, også selv om det bare er små ting.