fredag den 13. december 2013

Økologisk forsmag på julemiddagen



Jeg er opvokset på landet hvor vi havde forskellige dyr gennem min barndom. Min far havde ikke økologisk landbrug, men han havde altid stor respekt for de dyr han havde med at gøre. Dyrene skulle have det godt. Jeg husker vi en tid havde små frilandsgrise som gik og rodede i jorden og havde et fint lille hus at gå ind i. Jeg har taget meget med hjemme fra hvad dyrevelfærd og kvalitet angår. Derfor er det også naturligt for mig at købe økologisk kød og ikke mindst kød fra danske dyr. Vi spiser ikke store mængder kød om ugen, og det gør det nemt at vælge økologi, for så gør det ikke så meget at det koster lidt ekstra, for prisen har selvfølgelig også en effekt på hvad der er muligt.
Jeg har fået muligheden for at teste en økologisk julemiddag med en økologisk flæskesteg som vigtigste ingrediens. Jeg havde faktisk ikke før set en økologisk flæskesteg i supermarkederne, men det er altså muligt at finde det i Føtex og Bilka i hvert fald. Vi inviterede mine forældre til spisning i søndags og så stod den ellers på julemad. Jeg er lidt ked af at må indrømme at flæskestegen faktisk fik lidt for meget og sværene blev bløde, men det har altså intet med økologien at gøre, men i stedet tilberedningen - jeg giver babyen skylden ;-) Og muligvis også at hele køkkenet rodede fordi der skulle installeres opvaskemaskine mens jeg skulle lave mad. Men ellers vil jeg sige at kvaliteten var god, det var et dejligt stykke kød, og så gør det bare så meget at man ved dyret har haft det godt. Udover det fik vi økologiske kartofler og en økologisk grønkålssalat (bortset fra pinjekerner og granatæble), og salaten var virkelig nem at lave og smagte skønt.

Hvad er mon dit forhold til økologisk kød? Betyder det noget her i juletiden med alt julemaden at kødet kommer fra dyr der har haft det godt?

God weekend når I når der til :-)


Varerne er sendt i en testpakke, men ordene er helt mine egne.

1 kommentar:

  1. Blød svær eller ej, det smagte rigtig godt, synes mormor

    SvarSlet